Lav en akvarel på få minutter

Mal en akvarel på få minutter. Intet andet malemedie kan konkurrere med akvarellen, når det gælder om at formidle et umiddelbart indtryk.

Akvareller behøver ikke at tage lang tid at lave, selv om de ofte gør det. Denne akvarel fortæller en lille historie om aftenskyen, der blev helt lyserød i skæret fra solen, der var ved at gå ned. Den er malet på min lille arbejdsblok og er hastigt farvet ned uden nogen som helst fortegning. Alt i alt har det taget et kvarters tid at lave den. Akvarel er uovertruffen, når det gælder om at formidle den slags umiddelbare sanseindtryk. Og så er det god træning, og man har fået noget fra hånden. Uanset hvad husker jeg nu denne udsigt, dette indtryk, på en helt anden måde end jeg ville gøre, hvis jeg havde taget et foto. Intet indprenter sig så godt i hukommelsen som de ting, man selv har tegnet eller malet. Nu kan skitsen så tjene som forlæg for en stor akvarel, hvis jeg vælger at lave en sådan. Den overvejelse behøver ikke at tage lang tid. Men gør det ofte.

Forventningstid

En tyst morgenstemning i en svensk skov og en bagende varm sommerdag på Nordsjællandske marker. En akvarel fortæller altid en historie. Stor eller lille. Om noget flygtigt eller blivende.

Man ved aldrig, hvad der venter, og derfor har jeg på stort set alle mine rejser haft mit akvarelgrej med. I Amerika, i Australien, i Spanien, i Portugal, i Sverige, ja selv på Maldiverne har farveæsken været med. Det er ikke altid, jeg rent faktisk har fået malet, men det er helt sikkert, at hvis jeg lader grejet blive hjemme, får jeg lyst. To-tre gange har det medført, at jeg langt væk hjemmefra har måttet investere i alle de farver, jeg havde i forvejen og bare kunne have taget med. En gang var i Frankrig, i Provence, under researchen til en af mine romaner, hvor abstinenserne blev så store, at jeg opsøgte den lokale farvehandel og købte mig fattig i farver, pensler og papir. Herefter malede jeg så i øvrigt kun ganske lidt. Nu er det derfor en regel, at jeg altid medbringer en lille nødration – til brug eller for at afværge et helt unødvendigt overforbrug. Miseren i Frankrig førte så til gengæld til, at jeg for alvor fik øjnene op for Arches-papirets fortræffelige egenskaber, for naturligvis var Arches det eneste akvarelpapir, man førte på de kanter. Med tiden er Arches-papiret da også blevet mit foretrukne akvarelpapir, så noget godt kom der trods alt ud af den fjollede og overflødige investering. Men selv om jeg til enhver tid vil anbefale Arches-papiret, som er uhyre smidigt og slidstærkt og opfører sig nøjagtigt, som godt akvarelpapir skal, forsøger jeg alligevel at forblive nysgerrig og afprøver også andre fabrikanters papirer. Det skulle jo nødig ende sådan, at jeg på fremtidige rejser absolut ingen undskyldning har for at besøge den lokale farvehandel. Man ved jo aldrig, hvad der venter.

Provinsens farverige fantasier

Winsor & Newton akvarel-farver. Et rygte fra provinsen vil vide,  at de nu intet er værd. Men passer det?

Forleden besøgte jeg min lokale farvepusher, som jeg af og til støtter, selv om jeg kan købe farver, papir og pensler langt billigere på nettet, hvor jeg tilmed heller aldrig har oplevet noget, der var "farligt". Til min store overraskelse kunne jeg ikke længere få Winsor & Newtons akvarelfarver i butikken, som er de farver, jeg altid har malet med. Endnu mere forbløffende var det, at en af de ansatte kunne fortælle, at det hæderkronede engelske firma var gået konkurs for et års tid siden, at det havde været sådan tys-tys, og at kvaliteten af farverne nu var blevet så ringe, at man simpelt hen nægtede at forhandle dem. Angiveligt skulle Winsor & Newton nemlig siden være blevet solgt til et fransk firma, der nu var begyndt at forringe kvaliteten for at fremme salget af firmaets egne farver. Lettere rystet konsulterede jeg bestyreren af butikken, der, overbevisende og dramatisk, kunne fortælle nøjagtig den samme historie. Han kunne tilmed supplere med beretninger fra lokale kunstnere, der handlede i butikken og var gået helt væk fra Winsor & Newton-farverne i raseri over, at den franske opkøber blandede kridt og andet skidt og møg i farverne, som gjorde dem ubrugelige. Man havde derfor prompte fjernet alle akvarel-, akryl- og oliefarver fra Winsor & Newton fra hylderne og erstattet dem med MaimeriBlu, som er et italiensk og ligeledes internationalt anerkendt kvalitetsmærke. Og så påpegede han, at mit eneste håb var at finde et restlager af de gamle Winsor & Newton-farver fra før verden var af lave, hvis jeg partout ville holde fast i dem.
   I akvarelverdenen er sensationer - indrømmet - mindre og mere ublodige end dem, man ser på avisernes daglige spisesedler. Men jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg var rystet i min grundvold, da jeg forlod butikken. I min verden var det et slag, der langt overgik dengang, den smaragdgrønne forsvandt fra selvsamme farveproducents farvekort, fordi det efter årtiers studier havde vist sig, at farven ikke var helt lysægte. Eller som dengang det forbilledelige Whatman-akvarelpapir ikke længere kunne fås, fordi producenten var gået konkurs. Verdens ældste firma i branchen - Winsor & Newton, grundlagt i 1840 - var gået konkurs, uden jeg havde hørt om det. Hvilken katastrofe. Og så var det ikke engang 1. april.

Det store, dumme og farlige net

Hyperventilerende og plaget af angsten for den dårlige forbindelse, gik jeg på nettet, da jeg kom hjem fra Svendborg-egnen. Efter en massiv søgning kunne jeg konstatere, at forbløffende mange netbutikker truede med at sende os direkte tilbage til kridttiden. Selv et land som Kina var Winsor & Newton tromlet ind i - via den mystiske franske opkøber - med sine fordærvede varer. I det hele taget var nettet fyldt til bristepunktet med så mange lovprisninger og positive historier om hæderkronede Winsor & Newton, at det fik en til at tænke: hvilken konspiration. Hvorfor ved det store, dumme net ikke, hvad en farvehandler fra Svendborg-egnen ved: at det hele bare er fup og fidus?
   Nu har den kvikke læser sikkert gættet, at det store, dumme og farlige net udmærket ved, hvad der foregår. Når der ikke kan findes en linje om Winsor & Newtons angivelige konkurs, om en påstået forringelse af kvaliteten eller om den mystiske, franske opkøber, så er det, fordi intet af det passer. For en sikkerheds skyld har jeg kontaktet den altid pålidelige og kompetente Københavns Farvehandel, der da også afviser hele historien som pure opspind.
   Man kan naturligvis ikke lade være med at være imponeret over opfindsomheden og systematikken i, at ikke alene én ansat, men en hel butik, misinformerer og fører kunderne bag lyset, og jeg tænker, at årsagen vel er så simpel som, at butikken har fået et tilbud om bedre avancer på varer fra MaimeriBlu end på Winsor & Newton. Strategien er sikkert udbredt - ikke mindst i provinsen, hvor man er plaget af butiksdød, og hvor man åbenbart er nødt til at ty til den slags midler. Som et værn mod nettet. Det er selvfølgelig trist. Problemet er bare, at det er en uhyre kortsigtet strategi, som kommer til at virke direkte omvendt. Nu ved det dumme net nemlig også, at man skal vare sig for at handle i provinsen (i det mindste visse steder), og så er det pludselig mere end én butiks ry og lovligt farverige historier, man leger med. Det er hele billedet og brandet, provins-ærligheden, det kompetente og pålidelige, der står på spil, hvis den slags "storytelling" griber om sig. Ærlighed, kompetence og pålidelighed - sjovt nok de egenskaber, der siden 1840 stort set altid har kendetegnet Winsor & Newtons farver. Som trofast leverandør til talrige kunstnere gennem tiden ved man nemlig her, at man aldrig skal gå på kompromis med kunsten, og at selv de bedste historier - ligesom penslerne - altid skal holde vand.

De syv magiske farver

Udsnit af Lyset i Olde. Store lysvirkninger kan skabes med meget få farver.

Farvernes verden er mystisk og spændende. Og der er nok at holde styr på. Hvilke farver skal man vælge? Hvilke farver er kolde? Hvilke er transparente og hvilke er laserende? Og hvad vil det sige, at en farve er enten kold eller varm? Og når man kender svarene, hvad stiller man så op med den viden? Og hvad med alle de eksotiske navne på farverne, der gør, at man får lyst til at købe hele molevitten? En farve som eksempelvis venetiansk rød er gennem årene blevet kaldt for henholdsvis italiensk rød, engelsk rød, marsrød og oxidrød, og med så mange indbydende navne kan det være svært at beherske sig, selv om jeg i praksis nu aldrig har savnet nogle af kandidaterne på paletten. Navne-fristelserne og forvirringen går igen i forbindelse med mange andre farver, hvor de indbyrdes forskelle i virkeligheden er forsvindende små eller ikke-eksisterende, og sandheden er da også, at man kun har brug få for ganske få farver og oftest ikke nogle af dem med de mest velklingende navne. Men hvilke farver skal man så vælge? Under pinsekurset på Ærø går vi pragmatisk til værks og koncentrerer os om nogle få farver, der til gengæld kan det hele. Stort set alle de billeder, jeg har malet, er udført med brug af højst syv farver. Vi ser også på, hvorfor man i teorien kan nøjes med tre men i praksis har brug for flere. Lyder det mystisk og spændende? Forhåbentlig. For det er det.

Skab mirakler for ingen penge

Parti af Den gamle Kalkovn - en hemmelig pensel har været på spil.

Der er intet, der slår fornemmelsen af at male med en spritny, fuldfed Kolinsky mårhårpensel til flere hundrede kroner, der kan have det meste af Det Sydfynske Øhav i sig uden at tabe en dråbe. Så er det sagt. Du kan gøre alt med sådan en pensel. Lægge de bredeste laveringer, ridse de tyndeste tråde. Alene derfor vil de fleste akvarelmalere på et eller andet tidspunkt investere i en eller flere mårhårpensler - alene for at opleve denne følelse af perfektion. Alligevel er det værd at påpege, at der strengt taget er tale om unødvendig luksus, og det må i hvert fald ikke afholde nogen fra at kaste sig ud i akvarelmediet, for man kan sagtens opnå de samme resultater for langt færre penge. Og trods alle mårhårpenslens dyder er der faktisk ét enkelt punkt, hvor den bliver overgået af en langt billigere fætter. Hvad det er for et hemmeligt våben, jeg har i mit arsenal af pensler, der kan matche, ja overgå mårhårpenslen, vil du se, når du kommer til Ærø. Jeg kan røbe så meget, at denne pensel modsat mårhårpenslen nærmest er vandskyende, er syngende syntetisk, men at den netop derfor - hvor modsigelsesfyldt det end lyder - kan udføre de rene mirakler.

Der er vandet til forskel

Prisen for pinsekurset i akvarel på Ærø er naturligvis er en anden for folk, der i forvejen bor på øen. Helle Beckmann oplyser, at ærøboer kun skal betale 1.200 kr. for todageskurset. Også i den sammenhæng gør vandet altså en forskel. Prisen inkluderer frokost og et stk. inspirationsbog (Ærø i tanke og streg eller Ærø i tanke og streg II) efter eget valg. Man kan se mere om priser og kursus her på bloggen eller på visitmydenmark.dk.

Motivet, der ikke findes

Billedet "Spejlveje" var en særlig gave fra Ærø kommune til H.K.H Prins Joachim og Prinsesse Marie (gengives her i reduceret opløsning)

Dette motiv findes ikke i virkeligheden. Det ved ingen. Før nu.
   Sagen er, at virkeligheden ikke altid arter sig, sådan som man gerne vil have det, og det er her begrebet "kunstnerisk frihed" kommer ind i billedet. Bogstavelig talt. Men hvor meget kan og skal man lave om, når man arbejder ud fra et forlæg? Hvordan finder man ud af, hvad og hvor meget der skal med? Det ser vi alt sammen på under pinsekurset på Ærø.
   Det genskabte Vitsø Nor var en oplagt gave til H.K.H Prins Joachim og Prinsesse Marie. Prinsen er protektor for Søbygaard, der ligger i umiddelbar tilknytning til noret, og da Joachim og Marie i 2010 gæstede Ærø, var anstrengelserne på at genskabe det meget smukke og fuglerige område netop tilendebragt.
   Selv om der naturligvis var protester mod planerne for noret, er det genskabte, vandfyldte nor allerede blevet endnu et seværdigt element i Ærøs storslåede natur. Et paradis for fugle og naturelskere, og et betagende syn for alle, der rejser mod Søby, når solen på sene eftermiddage og i de tidlige aftentimer splintres i vandspejlet i tusindvis af hvide, glitrende glimt.
   Møllen står midt i det hele som et monument over ikke bare store menneskelige anstrengelser på at inddæmme noret men også over lidt af et mirakel. Som noget af det eneste i området blev møllen nemlig stående, da den store stormflod i 1872 skyllede ind over dæmningen og forårsagede voldsomme ødelæggelser – ikke bare på Ærø men i store dele af det sydlige Danmark. Vandet i noret er ikke bare med til at skabe gode livsbetingelser for en række fugle og sjældne planter. Det har også gjort det nemmere at forestille sig, hvordan her engang så ud. Dengang handelspladsen Visby, øens første tilløb til en egentlig by, lå inderst i noret og skuttede sig. Dengang, man kunne sejle dybt ind i noret. Helt ind til foden af de vældige borg- og voldanlæg. Helt ind til Søby Volde og den hertugelige avlsgård Søbygaard.
   Som sagt vil man lede forgæves efter lige netop dette motiv, hvis man gæster Vitsø nor. Møllen findes, sivene er der, vandet er der også - men selve motivet, som det ser ud her, vil man spejde forgæves efter, selv om mange sikkert vil sværge på, at de har set det med deres egne øjne - og i hvert fald har ingen stedkendte ærøboer - og dem er der mange af - påtalt, at noget ikke stemmer. Men der er noget meget afgørende, der ikke stemmer.
   Når man står med skitseblokken, kan det være fristende enten at medtage hver en lille detalje eller omvendt at frasortere en mængde elementer med det samme. Der kan være ulemper ved begge metoder. Men ud fra hvilke overvejelser foretager man så sine valg? Hvordan afgør man, om et motiv er godt? Og hvad gør man, hvis man er blevet indfanget af noget, som man gerne vil formidle, men som mister sin kraft, når det kommer ned på papiret. Alle disse ting ser vi på, for det kan godt være, at motiver er flygtige og nogle gange slet ikke findes i virkeligheden, men det gør heldigvis løsningerne og de gode forklaringer.