fredag den 14. december 2012

Storm på juleudstilling


Et julearrangement byder naturligvis sneen velkommen, men når den kommer trimlende, vrimlende, hvirvlende, som under den sidste snestorm, er det næsten for meget af det gode. Med udsigt til lidt mere rolige vind- og vejrforhold gentages kunstgave-eventen derfor 16. december kl. 13-17 i New Meetings, Fredericiagade 10, st., 1310 København K. Hvis man elsker akvarel eller lige står og mangler julegaveidéer, så er der mulighed for at sikre sig de to illustrerede Ærøbøger, Ærø i tanke og streg og Ærø i tanke og streg II, til en særligt favorabel julepris. Man kan også vælge at forsøde julen for andre med et helt udvalg af de eksklusive Ærø-postkort med motiver fra øen.  Det vil desuden være muligt at sikre sig andre kunst-julegaver, bl.a. keramik af Cecilia Forsberg, Trine Thorup og Sara Schrøder og fotokunst af Berit A. Faber.

En lille bid sommer midt i juletiden. Kunstkort, bøger, keramik og fotokunst - det hele kan ses på søndag i New Meetings lokaler i Fredericiagade 10 i København.

torsdag den 6. december 2012

Kunstgaver i København




Hvis man elsker akvarel eller lige står og mangler julegaveidéer, så er der mulighed for at sikre sig de to illustrerede Ærøbøger, Ærø i tanke og streg og Ærø i tanke og streg II, til en særligt favorabel julepris. Man kan også vælge at forsøde julen for andre med et helt udvalg af de eksklusive Ærø-postkort med motiver fra øen.  Det hele kan ses i København lørdag-søndag 8.-9. dec. kl. 13 - 17 i Pop-Up Gallery i New Meetings, Fredericiagade 10, st., 1310 København K. Her vil det også være muligt at sikre sig andre kunst-julegaver, bl.a. keramik af Cecilia Forsberg, Trine Thorup og Sara Schrøder og fotokunst af Berit A. Faber.

De meget populære Ærø-postkort fås også i sæt. Her er både vinterkort og korte glimt af de lange, varme ø-somre.





De to Ærøbøger, der blev rost til skyerne i Fyns Amts Avis, kan nu, som et helt særligt - og signeret - juletilbud i København, købes til én bogs pris (kr. 159.-)


tirsdag den 2. oktober 2012

Akvarel på en ø: Kunsten og kursisterne

Sensommerkurset blev årets sidste akvarelkursus på Ærø. Men lad os håbe, der kommer mere og flere og måske længere kurser, som mange har efterlyst. Umiddelbart ser 2013 ud til at blive ganske fortravlet, men lad os nu se. Uanset hvad har det været en rent ud sagt herlig oplevelse at vise Ærø frem og dele ud af maleglæden, for øen er et fuldstændig uovertruffent sted for kunst- og naturelskere, og de gæster, den tiltrækker, er en inspiration i sig selv. Helle Beckmann har - som øen - været den perfekte arrangør og værtinde, der har kælet om hver enkelt gæst og tænkt på hver en ting, og så er resten for en penselsvingende akvarelmaler jo som bekendt: det rene vand.   






søndag den 23. september 2012

Akvarel - herlige kursusdage på Ærø

Dyb koncentration på Vester Strand hos nogle af kursusdeltagerne. Her ses: Hanne, Lene og Marijanne
Hvor heldig har man lov at være? Vi holdt vejret på Ærø i weekenden. Og efter pinsens helt overdådige sommervejr, var der igen høj, flot sol, og noget, der mindede om rene sommerdage på øen i Det Sydfynske Øhav, da årets sidste akvarelkursus blev afholdt.
Helle viser vej. Børge og Preben, der bestemt ikke var grønne, fik  vist alligevel en del ud af  gennemgangen af de grønne blandingers hemmeligheder. 

Rammerne omkring det perfekte arrangement stod (udover vejret, øen og deltagerne) Helle Beckmann og hendes visitmydenmark.dk for. Helle var her og der og alle vegne med indsigtsfuld sightseeing og dejlige delikatesser fra øen, mens undertegnede og deltagerne: Lene, Hanne, Keld, Børge og Preben og Marijanne (og Helle og Berit :)) svingede pensler.



 Kursusomgivelserne kunne ikke være smukkere end dem i Blæsenborg med udsigt til det idylliske Ærøskøbing på den ene side og øhavet på den anden. Med god hjælp fra øens egen Keld Fuglsang blev andendagen også mere end perfekt med et skønt strandhus på Vester Strand.

Den hyggelige og solfyldte karnap i Blæsenborg blev hurtigt centrum for  akvareldemonstrationer, mindfulness og socialt samvær. Her ses undertegnede i færd med at afdække nogle af de grønne blandingers hemmeligheder (Foto: Helle Beckmann) 

 Der var kaffe og kage hos Susanna i det osende atmosfærefyldte Vestergade 44, der var røget smørfisk (mumm), der var Børges herlige hjemmebrændte, ølpølser fra Dunkær slagteren, der var vådt-i-vådt i tørvejr og gåderne om "de grønne", der var sugende og ikke-sugende papir, der var valørskitser og mystikken omkring den lille, forbudte hvide, der sneg sig rundt i skålene, og der var frem for alt veloplagte, medlevende og videbegærlige akvarelkursister, der forhåbentlig alle fik en masse inspiration med sig hjem. Forhåbentlig både til at finde ro - og til ikke at sidde stille.
Preben var ikke den eneste, der studerede de fascinerende spejlbilleder.

Alle vendte formentlig hjem med en påmindelse om, at akvarel er svært, men forhåbentlig også med et indtryk af, at helt umuligt er det ikke. Uanset hvad, var det - akkurat som i pinsen - mildt sagt imponerende at overvære, hvor uforfærdet deltagerne kastede sig ud i halsbrækkende motiver som kogehuse og strandhytter med sære og svære perspektivlinjer og virkeligt krævende farver. Som sidst bidrog deltagerne selv med det allervigtigste: lysten.

Læs mere om turen og se flere billeder i næste uge ...



mandag den 10. september 2012

Akvarel - bliv bedre til at se

Et lille hyggebillede fra sommerferien nær Avnø Fjord og Knudshoved. Her fordrev jeg noget af tiden mellem bygerne med at (gen)afprøve St. Petersburg-farver. Mere om det senere. I weekenden trodser vi også  vind og vejr på Ærø.

På weekendens kursus på Ærø skal vi lære at se og sanse på ny. Det skulle gerne virke som et vitaminskud til dagligdagen men også til de akvareller, vi skal arbejde med. Berit Faber, certificeret coach og mentor, vil dele sin viden om, hvordan vi kan bruge maleprocessens fordybelse til at skabe et større nærvær i vores liv - også i den fortravlede hverdag, der venter på den anden side af weekenden. Jeg vil stå for den rent maletekniske undervisning. Dette omfatter også kunsten at se. Kunsten at forenkle og finde ro. Akvarel kan opleves som hundesvært, men der findes flere snedige tricks til at gøre det hele mere enkelt. Og det er godt. For vi skulle gerne alle sammen ende - med mere ro i sindet.

Vel mødt.

PS: Det er ved at være sidste udkald for sene tilmeldinger. Kontakt: Helle Beckmann på Tlf. 31 20 49 34. Man kan se mere her på bloggen eller på www.visitymydenmark.dk eller skrive til Hellebeckmann@gmail.com

tirsdag den 28. august 2012

Pas på dine farver

Gennem årene får man sikkert købt en del forskellige farver, som man enten ikke bruger eller ikke bruger nok. Nogle af dem finder måske deres faste plads i farveæsken, mens andre lever en mere hvileløs tilværelse. De, der kun opnår en tilværelse på 'tålt ophold', bliver nemlig underligt hjemløse. Selv om man har flere forskellige paletter kørende, er der måske ikke plads til dem i æskerne. Og hvis ikke der er plads i æskerne, hvor skal de så være? De bliver måske lagt frit fremme, udsat for luft og sollys, og da de sjældent eller aldrig er i brug, tørrer de ud. Det kan betyde, at de kan miste intensitet, og at det bliver besværligt at suge farve op fra farvebrikken.
Her er to eksempler på gamle viridian-farver (W&N), der ikke har været behandlet så pænt. Der må tages alle mulige forbehold for usikre parametre. Bl.a. udskifter farveproducenterne fra tid til anden deres farvekort, og visse farver kan endog helt udgå. Senere - og gentagne - prøver med disse to brikker viste langt mindre forskelle end på billedet, så her må der også tages et forbehold for, at en af dem har været "forurenet" af en anden farve. Princippet gælder dog: opbevar farverne mørkt og forsøg at holde dem en smule fugtige, hvis de ikke bruges jævnligt. En frisk farveprøve, afsat med en helt ny virdian, afslører, at farverne har tabt intensitet.
   De fleste anerkendte mærker holder i mange, mange år. Og der bliver taget højde for netop nedbrydningen i farvefremstillingen. Så man skal ikke gå i panik. Man skal virkelig mishandle sine farver for at gøre dem helt uanvendelige. Men hvis man har en oplevelse af, at gamle farver har tabt noget af pusten (farveintensitet) eller ikke så let frigør sig fra brikken, kan den dårlige pleje altså være årsagen. Brikfarver udsættes - modsat farve i tuber - for både lys og luft. I en lukket palette/farveboks vil farverne under normale omstændigheder holde sig fugtige i tre-fire dage efter brug. Derefter begynder de at tørre ud. Hvis man ikke hele tiden har farverne i brug (og med det menes der hver dag), kan det derfor være en god idé fra tid til anden (ca. en gang om ugen) at fugte farverne en smule. Man kan enten give paletten et brus fra en vandforstøver (de skal ikke svømme i vand) og lukke låget, eller man kan fugte en lille svamp og lægge den ned sammen med farverne i æsken. Fugten fra svampen vil opretholde en for farver behagelig luftfugtighed. Sollys og luft er farvernes værste fjende. Dette gælder naturligvis også, når farverne er kommet ned på papiret.

mandag den 20. august 2012

Ferie i farver

Så er sommeren så småt ved at være forbi. For mit vedkommende blev det til en masse akvareller og et ganske interessant gensyn med St. Petersburg-farverne, som jeg har afprøvet på ny. Det vil jeg skrive mere udførligt om senere. Det blev også et mindre fornøjeligt gensyn med farvebrikker, der er blevet købt engang og siden har ligget og samlet støv. Det fik mig til at tænke på, at det nok er de færreste, der ved, hvordan de skal opbevare deres farver, hvis de ikke bliver brugt i et stykke tid. De færreste af os har tiden til eller muligheden for at motionere farverne hele tiden, og så er det godt at vide, hvad man kan gøre for at beskytte dem, så de er klar til brug, når tiden kommer. Det er ganske nyttig viden. For selv om man nok intuitivt tænker, at en farveblok holder for evigt, så er det bestemt ikke tilfældet. Disse ting og meget andet vil komme dryssende hen over efteråret her på bloggen. Vi er nødt til at starte i det små. For lige nu i skrivende stund er det faktisk stadig sommer - og meget, meget varmt.

Og så kan det naturligvis anbefales at holde sig orienteret om efterårets kurser andetsteds på bloggen.