Ærøs mange motiver

Ærø er sprængfyldt med gode akvarelmotiver. Her en lille appetitvækker til pinsens kursus.

Her er en lille smagsprøve på nogle af de motiver, du kan glæde dig til at se, hvis du skal med på pinsens akvarelkursus på Ærø. Danmark har utroligt mange smukke steder, der også er velegnede til akvarel - og så er Ærø alligevel noget helt særligt. Her er alle de motivtyper, du kan forestille dig - og de er alle sammen nærmest inden for gåafstand. Og så overlader vi for en stund ordet til poeten:

Ærø er ikke bare generøs, den er rent ud sagt ødsel, når det gælder naturskønhed. Selv efter at have boet her i flere år taber man pusten, hver gang Drejet ved Marstal byder en ind i øen. Eller når hvide sejl snitter sig ind i Møllegabet ved Dejrø, og cyklende sommergæster forsvinder hjem ad snoede veje som antændte silhuetter mod den lave aftensol langs strandene ved Vrå (fra forordet til Ærø i tanke og streg II).

Vejen til himlen

Udsnit af en akvarel fra Skovby på Ærø. Her er himlen malet til sidst, for det var helt afgørende, at  hovedmotivet kom ned i en dyb valør.

I et motiv, hvor billedet er domineret af et markant emne i for- eller mellemgrund, kan det være en god idé at vende maleprocessen helt om og male himlen til sidst. Som omtalt sidst vil man som regel starte en landskabs-akvarel eller et bymotiv bagfra - med himlen. Men ikke altid. Som vist her i et udsnit af et motiv fra Skovby på Ærø er det fine hus det helt centrale element, og desuden skulle det males i en så dyb valør, at det forekom indlysende at vente med himlen. Var man nu begyndt med himlen, havde hovedmotivet nemlig måttet indrette sig efter lysstyrken i himlen. Derudover er det altid langt nemmere at bedømme, hvor dybt man overhovedet skal male sin himmel, hvis man kan male i forhold til noget, der nu så at sige dikterer styrkeforholdet. Men det giver nogle andre udfordringer. Og her hjælper det at kende sine farvers egenskaber.
   Da himlen her er malet ind over nogle træer og bladmasser, der allerede "sad" på papiret, er det vigtigt på forhånd at vide, hvor meget pigmenterne vil løfte sig, for i dette tilfælde sidder de ikke mere fast end, at de kan fjernes helt med vand. Det er altså ét strøg, man har til rådighed - og vi taler om et af de helt lette, som når man stryger en kat over ryggen. Til gengæld har metoden den ekstra-gevinst, at strøget får løftet pigmenterne så tilpas meget, at det fint skaber en lille smule uskarphed og dermed en illusion af vindens bevægelse i løvet på sådan en flimrende sommerdag i Skovby. Der er således flere veje til et lykkeligt møde med himlen - og en af dem er altså ikke at skynde sig for meget med at komme derop.

Himlen må vente

Ofte vil man male himlen i en vådt-i-vådt lavering. Det kan være svært at styre farven i begyndelsen. Men med lidt øvelse kommer det hurtigt.

I en landskabs-akvarel vil man typisk starte med at male himlen. Himlen er det sted i en akvarel, hvor det helst ikke må gå galt, for her kan det være endog meget svært at foretage store rettelser bagefter. Det i sig selv er en udfordring. Samtidig skal himmelpartier helst have den transparente og luftige karakter, som er essensen i akvarel, men som jo naturligvis er særlig vigtig i forbindelse med himle.
   Ofte vil man "lægge himlen ned" med en vådt-i-vådt lavering. I en vådt-i-vådt lavering arbejder man på vådt papir og kommer med både vand og farve (mest farve), og det kan være vanskeligt at styre farven i begyndelsen. Men med nogen øvelse får man gradvist opbygget fornemmelsen af den rigtige mængde vand og farve i penslen, og man får hurtigt skærpet bevidstheden om, hvornår man skal sætte strøgene ind. Der kan være mange grunde til, at det alligevel ofte går galt. Måske forholder man sig for loyalt til forlægget, der suser alt for hurtigt forbi. Måske maler man for svagt, måske for kraftigt. Måske har man svært ved at kontrollere så stort et område af papiret, når farven flyder i alle retninger, og det hele er vådt. Uanset hvad er vi inde ved et af de mest spændingsfyldte momenter i akvarelmaling. Og mediets magi - når det lykkes. Oven i et vellykket himmelparti kommer så tilmed bonusgaven: på få koncentrerede minutter er man nu ofte færdig med en tredjedel af sit arbejde. Endelig kan man vende hele processen om, male alt andet, og lade himlen vente. Det gør vi så også her. Og ser nærmere på den proces næste gang.

Lav en akvarel på få minutter

Mal en akvarel på få minutter. Intet andet malemedie kan konkurrere med akvarellen, når det gælder om at formidle et umiddelbart indtryk.

Akvareller behøver ikke at tage lang tid at lave, selv om de ofte gør det. Denne akvarel fortæller en lille historie om aftenskyen, der blev helt lyserød i skæret fra solen, der var ved at gå ned. Den er malet på min lille arbejdsblok og er hastigt farvet ned uden nogen som helst fortegning. Alt i alt har det taget et kvarters tid at lave den. Akvarel er uovertruffen, når det gælder om at formidle den slags umiddelbare sanseindtryk. Og så er det god træning, og man har fået noget fra hånden. Uanset hvad husker jeg nu denne udsigt, dette indtryk, på en helt anden måde end jeg ville gøre, hvis jeg havde taget et foto. Intet indprenter sig så godt i hukommelsen som de ting, man selv har tegnet eller malet. Nu kan skitsen så tjene som forlæg for en stor akvarel, hvis jeg vælger at lave en sådan. Den overvejelse behøver ikke at tage lang tid. Men gør det ofte.

Forventningstid

En tyst morgenstemning i en svensk skov og en bagende varm sommerdag på Nordsjællandske marker. En akvarel fortæller altid en historie. Stor eller lille. Om noget flygtigt eller blivende.

Man ved aldrig, hvad der venter, og derfor har jeg på stort set alle mine rejser haft mit akvarelgrej med. I Amerika, i Australien, i Spanien, i Portugal, i Sverige, ja selv på Maldiverne har farveæsken været med. Det er ikke altid, jeg rent faktisk har fået malet, men det er helt sikkert, at hvis jeg lader grejet blive hjemme, får jeg lyst. To-tre gange har det medført, at jeg langt væk hjemmefra har måttet investere i alle de farver, jeg havde i forvejen og bare kunne have taget med. En gang var i Frankrig, i Provence, under researchen til en af mine romaner, hvor abstinenserne blev så store, at jeg opsøgte den lokale farvehandel og købte mig fattig i farver, pensler og papir. Herefter malede jeg så i øvrigt kun ganske lidt. Nu er det derfor en regel, at jeg altid medbringer en lille nødration – til brug eller for at afværge et helt unødvendigt overforbrug. Miseren i Frankrig førte så til gengæld til, at jeg for alvor fik øjnene op for Arches-papirets fortræffelige egenskaber, for naturligvis var Arches det eneste akvarelpapir, man førte på de kanter. Med tiden er Arches-papiret da også blevet mit foretrukne akvarelpapir, så noget godt kom der trods alt ud af den fjollede og overflødige investering. Men selv om jeg til enhver tid vil anbefale Arches-papiret, som er uhyre smidigt og slidstærkt og opfører sig nøjagtigt, som godt akvarelpapir skal, forsøger jeg alligevel at forblive nysgerrig og afprøver også andre fabrikanters papirer. Det skulle jo nødig ende sådan, at jeg på fremtidige rejser absolut ingen undskyldning har for at besøge den lokale farvehandel. Man ved jo aldrig, hvad der venter.

Provinsens farverige fantasier

Winsor & Newton akvarel-farver. Et rygte fra provinsen vil vide,  at de nu intet er værd. Men passer det?

Forleden besøgte jeg min lokale farvepusher, som jeg af og til støtter, selv om jeg kan købe farver, papir og pensler langt billigere på nettet, hvor jeg tilmed heller aldrig har oplevet noget, der var "farligt". Til min store overraskelse kunne jeg ikke længere få Winsor & Newtons akvarelfarver i butikken, som er de farver, jeg altid har malet med. Endnu mere forbløffende var det, at en af de ansatte kunne fortælle, at det hæderkronede engelske firma var gået konkurs for et års tid siden, at det havde været sådan tys-tys, og at kvaliteten af farverne nu var blevet så ringe, at man simpelt hen nægtede at forhandle dem. Angiveligt skulle Winsor & Newton nemlig siden være blevet solgt til et fransk firma, der nu var begyndt at forringe kvaliteten for at fremme salget af firmaets egne farver. Lettere rystet konsulterede jeg bestyreren af butikken, der, overbevisende og dramatisk, kunne fortælle nøjagtig den samme historie. Han kunne tilmed supplere med beretninger fra lokale kunstnere, der handlede i butikken og var gået helt væk fra Winsor & Newton-farverne i raseri over, at den franske opkøber blandede kridt og andet skidt og møg i farverne, som gjorde dem ubrugelige. Man havde derfor prompte fjernet alle akvarel-, akryl- og oliefarver fra Winsor & Newton fra hylderne og erstattet dem med MaimeriBlu, som er et italiensk og ligeledes internationalt anerkendt kvalitetsmærke. Og så påpegede han, at mit eneste håb var at finde et restlager af de gamle Winsor & Newton-farver fra før verden var af lave, hvis jeg partout ville holde fast i dem.
   I akvarelverdenen er sensationer - indrømmet - mindre og mere ublodige end dem, man ser på avisernes daglige spisesedler. Men jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg var rystet i min grundvold, da jeg forlod butikken. I min verden var det et slag, der langt overgik dengang, den smaragdgrønne forsvandt fra selvsamme farveproducents farvekort, fordi det efter årtiers studier havde vist sig, at farven ikke var helt lysægte. Eller som dengang det forbilledelige Whatman-akvarelpapir ikke længere kunne fås, fordi producenten var gået konkurs. Verdens ældste firma i branchen - Winsor & Newton, grundlagt i 1840 - var gået konkurs, uden jeg havde hørt om det. Hvilken katastrofe. Og så var det ikke engang 1. april.

Det store, dumme og farlige net

Hyperventilerende og plaget af angsten for den dårlige forbindelse, gik jeg på nettet, da jeg kom hjem fra Svendborg-egnen. Efter en massiv søgning kunne jeg konstatere, at forbløffende mange netbutikker truede med at sende os direkte tilbage til kridttiden. Selv et land som Kina var Winsor & Newton tromlet ind i - via den mystiske franske opkøber - med sine fordærvede varer. I det hele taget var nettet fyldt til bristepunktet med så mange lovprisninger og positive historier om hæderkronede Winsor & Newton, at det fik en til at tænke: hvilken konspiration. Hvorfor ved det store, dumme net ikke, hvad en farvehandler fra Svendborg-egnen ved: at det hele bare er fup og fidus?
   Nu har den kvikke læser sikkert gættet, at det store, dumme og farlige net udmærket ved, hvad der foregår. Når der ikke kan findes en linje om Winsor & Newtons angivelige konkurs, om en påstået forringelse af kvaliteten eller om den mystiske, franske opkøber, så er det, fordi intet af det passer. For en sikkerheds skyld har jeg kontaktet den altid pålidelige og kompetente Københavns Farvehandel, der da også afviser hele historien som pure opspind.
   Man kan naturligvis ikke lade være med at være imponeret over opfindsomheden og systematikken i, at ikke alene én ansat, men en hel butik, misinformerer og fører kunderne bag lyset, og jeg tænker, at årsagen vel er så simpel som, at butikken har fået et tilbud om bedre avancer på varer fra MaimeriBlu end på Winsor & Newton. Strategien er sikkert udbredt - ikke mindst i provinsen, hvor man er plaget af butiksdød, og hvor man åbenbart er nødt til at ty til den slags midler. Som et værn mod nettet. Det er selvfølgelig trist. Problemet er bare, at det er en uhyre kortsigtet strategi, som kommer til at virke direkte omvendt. Nu ved det dumme net nemlig også, at man skal vare sig for at handle i provinsen (i det mindste visse steder), og så er det pludselig mere end én butiks ry og lovligt farverige historier, man leger med. Det er hele billedet og brandet, provins-ærligheden, det kompetente og pålidelige, der står på spil, hvis den slags "storytelling" griber om sig. Ærlighed, kompetence og pålidelighed - sjovt nok de egenskaber, der siden 1840 stort set altid har kendetegnet Winsor & Newtons farver. Som trofast leverandør til talrige kunstnere gennem tiden ved man nemlig her, at man aldrig skal gå på kompromis med kunsten, og at selv de bedste historier - ligesom penslerne - altid skal holde vand.

De syv magiske farver

Udsnit af Lyset i Olde. Store lysvirkninger kan skabes med meget få farver.

Farvernes verden er mystisk og spændende. Og der er nok at holde styr på. Hvilke farver skal man vælge? Hvilke farver er kolde? Hvilke er transparente og hvilke er laserende? Og hvad vil det sige, at en farve er enten kold eller varm? Og når man kender svarene, hvad stiller man så op med den viden? Og hvad med alle de eksotiske navne på farverne, der gør, at man får lyst til at købe hele molevitten? En farve som eksempelvis venetiansk rød er gennem årene blevet kaldt for henholdsvis italiensk rød, engelsk rød, marsrød og oxidrød, og med så mange indbydende navne kan det være svært at beherske sig, selv om jeg i praksis nu aldrig har savnet nogle af kandidaterne på paletten. Navne-fristelserne og forvirringen går igen i forbindelse med mange andre farver, hvor de indbyrdes forskelle i virkeligheden er forsvindende små eller ikke-eksisterende, og sandheden er da også, at man kun har brug få for ganske få farver og oftest ikke nogle af dem med de mest velklingende navne. Men hvilke farver skal man så vælge? Under pinsekurset på Ærø går vi pragmatisk til værks og koncentrerer os om nogle få farver, der til gengæld kan det hele. Stort set alle de billeder, jeg har malet, er udført med brug af højst syv farver. Vi ser også på, hvorfor man i teorien kan nøjes med tre men i praksis har brug for flere. Lyder det mystisk og spændende? Forhåbentlig. For det er det.