fredag den 4. maj 2012

Akvarellens skyggeside

Udsnit af huset i Nørregade i Ærøskøbing, hvor man kan fornemme, hvilket liv, der udspiller sig i skygger. Originalakvarellen hænger faktisk nu på en væg inde i huset - forhåbentlig ikke i skygge.
Skygger er noget af det, der driller mange akvarelmalere. Hvilken farve har skyggen? Ja, det kommer sandelig an på i hvilket lys, man ser den. Og det er ikke kun sagt i finurlighed, for er det sollys eller kunstlys? Og er der én eller flere lyskilder? Lys og skygge er helt fundamentale størrelser i akvarelmaleriet. Og svære at få styr på. Skyggen er der skrevet digre værker om, selv om det først for alvor var med impressionisterne i slutningen af 1800-tallet, at man fik øjnene op for det farveliv, der udspiller sig på livets skyggeside. Det eneste, man kan sige helt sikkert om skygger, er: sorte er de ikke. Som regel er det slagsskyggen, der er problemet. For selvskyggen eller egenskyggen, dvs. den skygge en genstand kaster på sig selv (den mørke del af en belyst genstand), er som regel nemmere at håndtere. De skygger, genstande kaster, er vigtige at få med, for de giver et billede form og liv, men det er naturligvis også dem, der er svære at få hold på. Det vigtigste i akvarel er ikke at male for dybt i valør, for man skal udnytte mediets transparente karakter, og det bedste råd er at øve sig så meget, at man til sidst kan lægge skyggen på hurtigt og i ét hug, så man bevarer gennemskinneligheden. Man kan bedre fedte lidt med farverne og prøve sig frem i selve genstanden, men skyggen skal helst males hastigt og i én omgang. Derved bliver den mest overbevisende. Når man først har observeret, om skyggen er varm eller kold, diffus eller skarp, betyder farverne mindre. Tempoet og sikkerheden i strøgene er det vigtigste.