fredag den 20. april 2012

Vejen til himlen

Udsnit af en akvarel fra Skovby på Ærø. Her er himlen malet til sidst, for det var helt afgørende, at  hovedmotivet kom ned i en dyb valør.
I et motiv, hvor billedet er domineret af et markant emne i for- eller mellemgrund, kan det være en god idé at vende maleprocessen helt om og male himlen til sidst. Som omtalt sidst vil man som regel starte en landskabs-akvarel eller et bymotiv bagfra - med himlen. Men ikke altid. Som vist her i et udsnit af et motiv fra Skovby på Ærø er det fine hus det helt centrale element, og desuden skulle det males i en så dyb valør, at det forekom indlysende at vente med himlen. Var man nu begyndt med himlen, havde hovedmotivet nemlig måttet indrette sig efter lysstyrken i himlen. Derudover er det altid langt nemmere at bedømme, hvor dybt man overhovedet skal male sin himmel, hvis man kan male i forhold til noget, der nu så at sige dikterer styrkeforholdet. Men det giver nogle andre udfordringer. Og her hjælper det at kende sine farvers egenskaber.
   Da himlen her er malet ind over nogle træer og bladmasser, der allerede "sad" på papiret, er det vigtigt på forhånd at vide, hvor meget pigmenterne vil løfte sig, for i dette tilfælde sidder de ikke mere fast end, at de kan fjernes helt med vand. Det er altså ét strøg, man har til rådighed - og vi taler om et af de helt lette, som når man stryger en kat over ryggen. Til gengæld har metoden den ekstra-gevinst, at strøget får løftet pigmenterne så tilpas meget, at det fint skaber en lille smule uskarphed og dermed en illusion af vindens bevægelse i løvet på sådan en flimrende sommerdag i Skovby. Der er således flere veje til et lykkeligt møde med himlen - og en af dem er altså ikke at skynde sig for meget med at komme derop.