onsdag den 18. april 2012

Himlen må vente

Ofte vil man male himlen i en vådt-i-vådt lavering. Det kan være svært at styre farven i begyndelsen. Men med lidt øvelse kommer det hurtigt.
I en landskabs-akvarel vil man typisk starte med at male himlen. Himlen er det sted i en akvarel, hvor det helst ikke må gå galt, for her kan det være endog meget svært at foretage store rettelser bagefter. Det i sig selv er en udfordring. Samtidig skal himmelpartier helst have den transparente og luftige karakter, som er essensen i akvarel, men som jo naturligvis er særlig vigtig i forbindelse med himle.
   Ofte vil man "lægge himlen ned" med en vådt-i-vådt lavering. I en vådt-i-vådt lavering arbejder man på vådt papir og kommer med både vand og farve (mest farve), og det kan være vanskeligt at styre farven i begyndelsen. Men med nogen øvelse får man gradvist opbygget fornemmelsen af den rigtige mængde vand og farve i penslen, og man får hurtigt skærpet bevidstheden om, hvornår man skal sætte strøgene ind. Der kan være mange grunde til, at det alligevel ofte går galt. Måske forholder man sig for loyalt til forlægget, der suser alt for hurtigt forbi. Måske maler man for svagt, måske for kraftigt. Måske har man svært ved at kontrollere så stort et område af papiret, når farven flyder i alle retninger, og det hele er vådt. Uanset hvad er vi inde ved et af de mest spændingsfyldte momenter i akvarelmaling. Og mediets magi - når det lykkes. Oven i et vellykket himmelparti kommer så tilmed bonusgaven: på få koncentrerede minutter er man nu ofte færdig med en tredjedel af sit arbejde. Endelig kan man vende hele processen om, male alt andet, og lade himlen vente. Det gør vi så også her. Og ser nærmere på den proces næste gang.