fredag den 23. marts 2012

Skab mirakler for ingen penge


Parti af Den gamle Kalkovn - en hemmelig pensel har været på spil.
Der er intet, der slår fornemmelsen af at male med en spritny, fuldfed Kolinsky mårhårpensel til flere hundrede kroner, der kan have det meste af Det Sydfynske Øhav i sig uden at tabe en dråbe. Så er det sagt. Du kan gøre alt med sådan en pensel. Lægge de bredeste laveringer, ridse de tyndeste tråde. Alene derfor vil de fleste akvarelmalere på et eller andet tidspunkt investere i en eller flere mårhårpensler - alene for at opleve denne følelse af perfektion. Alligevel er det værd at påpege, at der strengt taget er tale om unødvendig luksus, og det må i hvert fald ikke afholde nogen fra at kaste sig ud i akvarelmediet, for man kan sagtens opnå de samme resultater for langt færre penge. Og trods alle mårhårpenslens dyder er der faktisk ét enkelt punkt, hvor den bliver overgået af en langt billigere fætter. Hvad det er for et hemmeligt våben, jeg har i mit arsenal af pensler, der kan matche, ja overgå mårhårpenslen, vil du se, når du kommer til Ærø. Jeg kan røbe så meget, at denne pensel modsat mårhårpenslen nærmest er vandskyende, er syngende syntetisk, men at den netop derfor - hvor modsigelsesfyldt det end lyder - kan udføre de rene mirakler.