tirsdag den 8. maj 2012

Ærø er klar til pinsen

Her er oversigten over de kunstnere, der holder åbent i pinsen. Bemærk, at vores akvarelhold naturligvis ikke holder åbent, men er ude i det åbne. Vi håber, vejret holder, så vi kan sætte os foran udsigter som den, jeg her har malet til plakatforsiden.
Jeg har bidraget med årets plakatmotiv og satser stærkt, at det er sådanne naturmotiver, vi skal ud og finde, når akvarelholdet ankommer i pinsen. Det forestiller et af de mange skønne steder på Ærø: Borgnæs nakke. Stedet ligger cirka midtvejs på øen med udsigt til Drejø og Sydfyn, der her gemmer sig lidt i disen. Lige nu er det ikke korn men raps, der flyder som gul lava nedad skråningerne. Et fuldstændig overdådigt syn med havet i baggrunden. Som fritidssejler kan jeg fremhæve havet ud for nakken, for der går jollens fishfinder altid amok over de mange fisk, der står i de kolde strømme. Rådyr, harer og fasaner flokkes på denne egn, der ligger i umiddelbar tilknytning til et af øens få skovlignende områder. Og oven over det hele kredser i øjeblikket rørhøge og musvåger på deres ture op og ned langs kysten. Det er det gode ved øen (noget af det): der er oplevelses-garanti ved alle udflugter.