torsdag den 5. december 2013

Unge elsker nærvær

Mens stormen Bodil raser udenfor, er det måske meget rart at tænke et par måneder tilbage til herlige sensommerdage under åben himmel og med favnen fuld af farver. Et hold unge kvinder fra Nordvestsjællands produktionsskole havde slået vejen forbi Ærø for at lære noget om akvarel.

Som altid (7-9-13), når vi har arrangeret akvarel-kursus på Ærø, var vi heldige med vejret. Fuld sol på Vester Strand og kreative kvinder, der kastede sig ud i de kunstneriske udfoldelser med en næsten skræmmende produktivitet, gjorde dagen helt uforglemmelig.

 Det blev til en aldeles herlig eftermiddag i selskab med unge mennesker, der uden at kny kastede sig ud i alverdens kreative udfoldelser i et helt andet medium, end de var vant til. Smartphones blev lagt til side, musikken i headsettene forstummede. Men der blev også kræset for dem. For nogle havde allerede stillet sig skeptiske i forhold til at "skulle male farvelade", som det blev sagt. Netop for at undgå, at deres første oplevelse med akvarel, som jo er noget helt andet end barndommens grumsede farvelade-farver, skulle blive en skuffelse, var der til lejligheden sørget for det bedste af det bedste til dem: Windsor & Newton-farver i kunstnerkvalitet, Arches akvarelpapir og mårhårspensler.
Der blev spurgt og diskuteret, men frem for alt blev der malet indædt koncentreret.

Og kvalitet fornægter sig aldrig. Selv om de færreste nåede til Arches-papirerne, som jeg sirligt havde skåret til dem, da der også var sørget for stakkevis af andet godt akvarelpapir, blev der malet intenst og koncentreret i fire stive timer. Faktisk var det både en smule intimiderende og fantastisk opmuntrende at se den kreativitet og produktivitet, der blev lagt for dagen. Med respekt for materialerne (aldrig lade pensler stå i vandet) blev der malet helt uden frygt og lige fra hjertet. Ikke nødvendigvis omgivelserne, men der var også fuld frihed og ingen betingelser. Det var deres dag. Det handlede udelukkende om at forløse skaberglæde og om at få en god introduktion til et af de mest saliggørende malemedier, der findes. For undertegnede blev det en understregning af, at hvis man giver sit fulde nærvær og hele entusiasme, får man det hele tifold tilbage. Jeg skal i hvert fald sent glemme en dag, der nok begyndte med ungdommelig skepsis og ulyst, men som endte i en kreativitet og et nærvær, som de unge kvinder kan være stolte af og bruge til noget. Med det mod og den virketrang, der blev lagt for dagen, er der ingen grund til at bekymre sig om disse kvinders fremtid.
Det er vigtigt at lade farven flyde med tegnebrættet sat i den rette vinkel som her.