Her i sommer har jeg en gang om ugen skrevet klummer for Fyns Amts Avis. 24 . juni handlede klummen om impressionismen. Den kan du nu læse her på siden. |
God fornøjelse.
Virkeligheden – i virkeligheden
Af
Michael Larsen, journalist, forfatter og billedkunstner
Få
kunstretninger kan som impressionismen forvirre begreberne og få selv kyndige
folk til at slynge om sig med anakronismer. Senest kan man i anledning af Ny
Carlsberg Glyptoteks nye udstilling af franske impressionister på det ellers
glimrende Videnskab.dk. læse, at impressionisterne vendte sig mod forgængerne
og bevægede sig væk fra den virkelighedsnære realisme. Intet kunne være mere
forkert. Impressionisterne, som herhjemme senere gav inspiration til
Bondemalerne og Sigurd Swane, der også malede på Ærø, jagtede netop
virkeligheden – alle andre steder end i de atelierer, hvor man før havde
forsøgt at forestille sig den, og de vendte sig ikke mod forgængernes kunst,
fordi den var for realistisk, men fordi den ikke var.
I
pinsen – man fristes til at sige: i sommer – underviste jeg et hold
akvarelkursister i og omkring Ærøskøbing. Her gjorde vi præcis, hvad
impressionisterne gjorde: bevægede os ud i virkeligheden. Ikke for at gengive
omgivelserne i farver de ikke har, eller for at kreere kunst, hvor beskueren
selv skal fylde huller ud og digte med, som synes at være de kendetegn, de
fleste forbinder med impressionismen. Vi gjorde det for at se. Der sker noget
næsten guddommeligt, når man for første gang ”ser” i en kunstnerisk proces.
Faktisk er det, som om en helt ny verden åbenbarer sig, selv om det bare er den
samme i dens virkelige form. Mange husker måske Tor Nørretranders bog Mærk verden om nye hjerne-landvindinger
og har måske også selv erfaret, at hjernen vitterligt konstruerer alting for
os, så vi langt hen ad vejen faktisk lever i en virtuel virkelighed. Når man
eksempelvis i et uopmærksomt øjeblik stikker noget i munden, som man har smagt
før, vil man i et kort øjeblik få smagen af det, hjernen forventede og ikke smagen
af det, man faktisk har stukket i munden. Først derefter kommer den virkelige
smag. På samme måde ser vi verden omkring os til daglig. Vi ser den faktisk
ikke. Kun forventningen om den. Det er præcis det modsatte, der sker, når man
”ser” i en kunstnerisk proces. Man ser for første gang tingene, som de virkelig
ser ud, og ikke som man troede, de så ud.
Skygger
er aldrig sorte, selv om det – også i dag – synes at være konventionen. Ting er
ikke alene kendetegnet ved deres lokalfarve men ved lyset og det reflekterede
lys fra omgivelserne, og øjet fokuserer ikke på alting på én gang, så man kan
se hver en ribbe i hvert et blad. Det var det, Renoir, Gauguin, Van Gogh og
Monet så. Og opdagelserne var epokegørende. Som Gyldendals Encyklopædi skriver,
er impressionismen ”det naturefterlignende maleris historiske kulmination”, og impressionismen
inddrog såmænd ikke beskueren som andet end vidne til de raffinerede
lysvirkninger og den ekvilibristiske illusionskunst.
At
impressionismen og fotografiapparatet fremkom samtidigt og gensidigt
inspirerede hinanden er evident. Alle generationer kender The Kodak Moment.
Øjeblikket. Ikke bunken af kedsommelige feriebilleder. Men det sjældne snapshot
hvor vi genkender mere, end det vi ser. Det var ikke for at male idyller, at
man malede refleksioner i vand, fabriksrøg i morgenlys og gadetableauer i
Paris. Man forsøgte at beskrive situationer, hvor illusionen om virkelighed var
størst. Lyset. The Kodak Moment. Ikke verdenen som forventning eller håb, men
som den var. Med den filosofi, der nok kunne bruges i mange sammenhænge, kunne
man håbe eller forvente, at netop impressionisterne snart blev beskrevet
korrekt. Eller som maleren sagde: jeg ved ikke, hvad det ligner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar