tirsdag den 3. juli 2012

En klumme om kunst

Her i sommer har jeg en gang om ugen skrevet klummer for Fyns Amts Avis. 24 . juni handlede klummen om impressionismen. Den kan du nu læse her på siden.
Jeg har fået en masse fine reaktioner på sommerens (hvis det er det rette ord!?) klummer i Fyns Amts Avis fra folk, der har fulgt skriverierne tæt (og tak for dem), men også en del fra folk, der desværre ikke lige har adgang til avisen, men som alligevel har været nysgerrige på, hvad der dog står i "Ærøtanker med udsyn" (og tak for det). Da en af de sidst bragte klummer netop omhandlede kunst og akvarel, forekom det derfor nærliggende også at lægge den ud her på bloggen. Med den vil jeg også gerne henlede opmærksomheden på den kommende søndags-klumme, for den er nemlig skrevet på det bedste, en kunstner kan arbejde på: rå inspiration. Man fristes til at sige (og det vil man forstå, når man har læst den): ren ånd.
   God fornøjelse.



Virkeligheden – i virkeligheden



Af Michael Larsen, journalist, forfatter og billedkunstner

Få kunstretninger kan som impressionismen forvirre begreberne og få selv kyndige folk til at slynge om sig med anakronismer. Senest kan man i anledning af Ny Carlsberg Glyptoteks nye udstilling af franske impressionister på det ellers glimrende Videnskab.dk. læse, at impressionisterne vendte sig mod forgængerne og bevægede sig væk fra den virkelighedsnære realisme. Intet kunne være mere forkert. Impressionisterne, som herhjemme senere gav inspiration til Bondemalerne og Sigurd Swane, der også malede på Ærø, jagtede netop virkeligheden – alle andre steder end i de atelierer, hvor man før havde forsøgt at forestille sig den, og de vendte sig ikke mod forgængernes kunst, fordi den var for realistisk, men fordi den ikke var.

I pinsen – man fristes til at sige: i sommer – underviste jeg et hold akvarelkursister i og omkring Ærøskøbing. Her gjorde vi præcis, hvad impressionisterne gjorde: bevægede os ud i virkeligheden. Ikke for at gengive omgivelserne i farver de ikke har, eller for at kreere kunst, hvor beskueren selv skal fylde huller ud og digte med, som synes at være de kendetegn, de fleste forbinder med impressionismen. Vi gjorde det for at se. Der sker noget næsten guddommeligt, når man for første gang ”ser” i en kunstnerisk proces. Faktisk er det, som om en helt ny verden åbenbarer sig, selv om det bare er den samme i dens virkelige form. Mange husker måske Tor Nørretranders bog Mærk verden om nye hjerne-landvindinger og har måske også selv erfaret, at hjernen vitterligt konstruerer alting for os, så vi langt hen ad vejen faktisk lever i en virtuel virkelighed. Når man eksempelvis i et uopmærksomt øjeblik stikker noget i munden, som man har smagt før, vil man i et kort øjeblik få smagen af det, hjernen forventede og ikke smagen af det, man faktisk har stukket i munden. Først derefter kommer den virkelige smag. På samme måde ser vi verden omkring os til daglig. Vi ser den faktisk ikke. Kun forventningen om den. Det er præcis det modsatte, der sker, når man ”ser” i en kunstnerisk proces. Man ser for første gang tingene, som de virkelig ser ud, og ikke som man troede, de så ud.

Skygger er aldrig sorte, selv om det – også i dag – synes at være konventionen. Ting er ikke alene kendetegnet ved deres lokalfarve men ved lyset og det reflekterede lys fra omgivelserne, og øjet fokuserer ikke på alting på én gang, så man kan se hver en ribbe i hvert et blad. Det var det, Renoir, Gauguin, Van Gogh og Monet så. Og opdagelserne var epokegørende. Som Gyldendals Encyklopædi skriver, er impressionismen ”det naturefterlignende maleris historiske kulmination”, og impressionismen inddrog såmænd ikke beskueren som andet end vidne til de raffinerede lysvirkninger og den ekvilibristiske illusionskunst.

At impressionismen og fotografiapparatet fremkom samtidigt og gensidigt inspirerede hinanden er evident. Alle generationer kender The Kodak Moment. Øjeblikket. Ikke bunken af kedsommelige feriebilleder. Men det sjældne snapshot hvor vi genkender mere, end det vi ser. Det var ikke for at male idyller, at man malede refleksioner i vand, fabriksrøg i morgenlys og gadetableauer i Paris. Man forsøgte at beskrive situationer, hvor illusionen om virkelighed var størst. Lyset. The Kodak Moment. Ikke verdenen som forventning eller håb, men som den var. Med den filosofi, der nok kunne bruges i mange sammenhænge, kunne man håbe eller forvente, at netop impressionisterne snart blev beskrevet korrekt. Eller som maleren sagde: jeg ved ikke, hvad det ligner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar