fredag den 15. juni 2012

Grå - men ikke kedelig

Her er Payne's Grey malet med to forskellige fabrikanters udgave af  farven. Her som i virkeligheden er der forskel. Der er mere blåt i den nederste, som er St. Petersburg. Den øverste er Winsor & Newton. Men hvis man kan leve med forskellen, kan der være mange penge at spare. 
Forskellen er ens, som man siger. Der findes et hav af forskellige fabrikanter, når det gælder akvarelfarver, men hvad skal man vælge? Og hvilke ting skal man overveje, når man beslutter sig? Winsor & Newton, MaimeriBlu, M. Graham, Daniel Smith, St. Petersburg, Schmincke er bare nogle af de anerkendte mærker, der findes. Men er det helt uproblematisk at gå efter den billigste af de anerkendte og afprøvede producenter? Hen over sommeren ser vi nærmere på alle de ting, man bør overveje, når man skal vælge farver. Kvalitet koster. Og der kan være mange penge at spare, hvis man går efter et glimrende mærke som St. Petersburg. Faktisk kan man få den dobbelte mængde farve til en tredjedel af prisen sammenlignet med f.eks. Winsor & Newton. Men er det hele historien? Er det virkelig så enkelt? Eller er der andre parametre, man bør skele til, som måske i sidste ende gør de store forskelle mere eller mindre ens? Senere kommer vi også ind på, hvordan man kan bibevare gløden i de farver, man nu engang vælger. For nok skal grå være grå - men det behøver ikke være kedeligt.