tirsdag den 19. juni 2012

Solgt til søens folk

Originalen af Skjoldnæs Fyr, "Vejen til fyret", kommer måske i fremtiden til at hænge på den nye  Lyø-Avernakø  færge, Faaborg III. 
Original-akvarellen af Skjoldnæs Fyr, "Vejen til fyret", der pryder forsiden af Ærø i tanke og streg II, er blevet solgt. Søby Værft på Ærø, der har stået for udrustningen af den nye Lyø-Avernakø færge, Faaborg III, valgte i maj måned at erhverve sig originalen som en særlig gave til Faaborg-Midtfyns borgmester, Hans Jørgensen, i anledning af navngivningen af  færgen. Der går rygter om, at akvarellens fremtid muligvis bliver på selve færgen, hvor det har været på tale at "udstille" den, og selv om kunstneren ingen indflydelse har i den sammenhæng, vil jeg alligevel tillade mig at lufte en ordentlig portion glæde ved den idé. Under et besøg på Lyø for nylig blev jeg meget opmærksom på den dominerende plads, Skjoldnæs Fyr indtager i øhavet, ikke mindst i forhold til sejlere, der kommer fra Faaborg eller en af de to skønne øer. At noget, der er malet i vand, så også helt naturligt hører hjemme på havet, er en anden ting. Mange har efter navngivningen - og i andre sammenhænge i øvrigt - forespurgt på muligheden af at sikre sig en original akvarel. Til det er der bare at sige, at det kan man sagtens. Jeg har nu lært at skille mig af med dem, omend det gør lidt ondt hver gang, og det stadig føles mærkeligt ikke at have dem lige i nærheden. Også af den grund må "Vejen til fyret" meget gerne komme til at hænge Faaborg III.