tirsdag den 3. april 2012

Provinsens farverige fantasier

Winsor & Newton akvarel-farver. Et rygte fra provinsen vil vide,  at de nu intet er værd. Men passer det?

Forleden besøgte jeg min lokale farvepusher, som jeg af og til støtter, selv om jeg kan købe farver, papir og pensler langt billigere på nettet, hvor jeg tilmed heller aldrig har oplevet noget, der var "farligt". Til min store overraskelse kunne jeg ikke længere få Winsor & Newtons akvarelfarver i butikken, som er de farver, jeg altid har malet med. Endnu mere forbløffende var det, at en af de ansatte kunne fortælle, at det hæderkronede engelske firma var gået konkurs for et års tid siden, at det havde været sådan tys-tys, og at kvaliteten af farverne nu var blevet så ringe, at man simpelt hen nægtede at forhandle dem. Angiveligt skulle Winsor & Newton nemlig siden være blevet solgt til et fransk firma, der nu var begyndt at forringe kvaliteten for at fremme salget af firmaets egne farver. Lettere rystet konsulterede jeg bestyreren af butikken, der, overbevisende og dramatisk, kunne fortælle nøjagtig den samme historie. Han kunne tilmed supplere med beretninger fra lokale kunstnere, der handlede i butikken og var gået helt væk fra Winsor & Newton-farverne i raseri over, at den franske opkøber blandede kridt og andet skidt og møg i farverne, som gjorde dem ubrugelige. Man havde derfor prompte fjernet alle akvarel-, akryl- og oliefarver fra Winsor & Newton fra hylderne og erstattet dem med MaimeriBlu, som er et italiensk og ligeledes internationalt anerkendt kvalitetsmærke. Og så påpegede han, at mit eneste håb var at finde et restlager af de gamle Winsor & Newton-farver fra før verden var af lave, hvis jeg partout ville holde fast i dem.
   I akvarelverdenen er sensationer - indrømmet - mindre og mere ublodige end dem, man ser på avisernes daglige spisesedler. Men jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg var rystet i min grundvold, da jeg forlod butikken. I min verden var det et slag, der langt overgik dengang, den smaragdgrønne forsvandt fra selvsamme farveproducents farvekort, fordi det efter årtiers studier havde vist sig, at farven ikke var helt lysægte. Eller som dengang det forbilledelige Whatman-akvarelpapir ikke længere kunne fås, fordi producenten var gået konkurs. Verdens ældste firma i branchen - Winsor & Newton, grundlagt i 1840 - var gået konkurs, uden jeg havde hørt om det. Hvilken katastrofe. Og så var det ikke engang 1. april.

Det store, dumme og farlige net

Hyperventilerende og plaget af angsten for den dårlige forbindelse, gik jeg på nettet, da jeg kom hjem fra Svendborg-egnen. Efter en massiv søgning kunne jeg konstatere, at forbløffende mange netbutikker truede med at sende os direkte tilbage til kridttiden. Selv et land som Kina var Winsor & Newton tromlet ind i - via den mystiske franske opkøber - med sine fordærvede varer. I det hele taget var nettet fyldt til bristepunktet med så mange lovprisninger og positive historier om hæderkronede Winsor & Newton, at det fik en til at tænke: hvilken konspiration. Hvorfor ved det store, dumme net ikke, hvad en farvehandler fra Svendborg-egnen ved: at det hele bare er fup og fidus?
   Nu har den kvikke læser sikkert gættet, at det store, dumme og farlige net udmærket ved, hvad der foregår. Når der ikke kan findes en linje om Winsor & Newtons angivelige konkurs, om en påstået forringelse af kvaliteten eller om den mystiske, franske opkøber, så er det, fordi intet af det passer. For en sikkerheds skyld har jeg kontaktet den altid pålidelige og kompetente Københavns Farvehandel, der da også afviser hele historien som pure opspind.
   Man kan naturligvis ikke lade være med at være imponeret over opfindsomheden og systematikken i, at ikke alene én ansat, men en hel butik, misinformerer og fører kunderne bag lyset, og jeg tænker, at årsagen vel er så simpel som, at butikken har fået et tilbud om bedre avancer på varer fra MaimeriBlu end på Winsor & Newton. Strategien er sikkert udbredt - ikke mindst i provinsen, hvor man er plaget af butiksdød, og hvor man åbenbart er nødt til at ty til den slags midler. Som et værn mod nettet. Det er selvfølgelig trist. Problemet er bare, at det er en uhyre kortsigtet strategi, som kommer til at virke direkte omvendt. Nu ved det dumme net nemlig også, at man skal vare sig for at handle i provinsen (i det mindste visse steder), og så er det pludselig mere end én butiks ry og lovligt farverige historier, man leger med. Det er hele billedet og brandet, provins-ærligheden, det kompetente og pålidelige, der står på spil, hvis den slags "storytelling" griber om sig. Ærlighed, kompetence og pålidelighed - sjovt nok de egenskaber, der siden 1840 stort set altid har kendetegnet Winsor & Newtons farver. Som trofast leverandør til talrige kunstnere gennem tiden ved man nemlig her, at man aldrig skal gå på kompromis med kunsten, og at selv de bedste historier - ligesom penslerne - altid skal holde vand.