En tyst morgenstemning i en svensk skov og en bagende varm sommerdag på Nordsjællandske marker. En akvarel fortæller altid en historie. Stor eller lille. Om noget flygtigt eller blivende. |
Man ved aldrig, hvad der venter, og derfor har jeg på stort set alle mine rejser haft mit akvarelgrej med. I Amerika, i
Australien, i Spanien, i Portugal, i Sverige, ja selv på Maldiverne har
farveæsken været med. Det er ikke altid, jeg rent faktisk har fået malet, men
det er helt sikkert, at hvis jeg lader grejet blive hjemme, får jeg lyst. To-tre
gange har det medført, at jeg langt væk hjemmefra har måttet investere i alle
de farver, jeg havde i forvejen og bare kunne have taget med. En gang var i
Frankrig, i Provence, under researchen til en af mine romaner, hvor
abstinenserne blev så store, at jeg opsøgte den lokale farvehandel og købte mig
fattig i farver, pensler og papir. Herefter malede jeg så i øvrigt kun ganske
lidt. Nu er det derfor en regel, at jeg altid medbringer en lille nødration –
til brug eller for at afværge et helt unødvendigt overforbrug. Miseren i
Frankrig førte så til gengæld til, at jeg for alvor fik øjnene op for
Arches-papirets fortræffelige egenskaber, for naturligvis var Arches det eneste
akvarelpapir, man førte på de kanter. Med tiden er Arches-papiret da også blevet mit
foretrukne akvarelpapir, så noget godt kom der trods alt ud af den fjollede og overflødige investering. Men selv om jeg til enhver tid vil anbefale Arches-papiret, som er uhyre smidigt og slidstærkt og opfører sig nøjagtigt, som godt akvarelpapir skal, forsøger jeg alligevel at forblive nysgerrig og afprøver også andre fabrikanters papirer. Det skulle jo nødig ende sådan, at jeg på fremtidige rejser
absolut ingen undskyldning har for at besøge den lokale farvehandel. Man ved jo aldrig, hvad der venter.