tirsdag den 13. marts 2012

Sæt kryds i Ærøkalenderen


Der er mange gode grunde til at besøge Ærø i pinsen i år. I Marstal er der stabelafløbning på den nyrestaurerede Marstalskonnert Bonavista, ligesom der er opvisning af stolte gamle træskibe omkring Ærø. Hvis vejret ellers arter sig, venter der derfor en oplevelse af de helt store. Samtidig planlægger en række af de lokale kunstnere og kunsthåndværkere at slå dørene op i pinsen, så vi forsøger at lægge programmet til akvarel-pinsekurset, så alle får maksimalt udbytte af turen.
   Og så overlader jeg for en stund ordet til Helle Beckmann, der er arrangør på turen til Ærø. Man kan se mere på hjemmesiden visitmydenmark.dk:


  Kom til Ærø i Pinsen fra den 25. til 27. eller 28. maj 2012. Tag med rundt og besøg øens kunstnere, mal selv akvarel under kyndig vejledning og oplev de klassiske træskibe for fulde sejl.
I pinsen vil Michael Larsen vise os ”sit” Ærø og dele sin viden om akvarelmaleri med os på et 2 dages kursus midt i al skønheden.

Bo på Pension eller Bed and Breakfast i et af Ærøskøbings smukke gamle herskabshuse lige ud til brolagte gader og charmerende butikker. Gå med rundt i Ærøskøbings gader og nyd en hel by af historiske huse med interessante og pudsige detaljer og charmerende butikker. Ærøskøbing har fået Europa Nostra prisen for bevaring af europæisk kulturarv.

Ærø har inspireret mange kunstnere og ildsjæle gennem tiden, og den 26. og 27. maj holder øens kunstnere ”Åbne døre”, hvor de inviterer os indenfor og viser og fortæller os om deres kunst.

I kan også vælge at spille golf på en af Danmarks smukkest beliggende seaside golfbaner, nyde en skøn wellness-behandling på kanten af Østersøen, eller bare nyde øens unikke natur og atmosfære - og måske et skummende glas af den lokale øl fra Rise bryggeri.

Jeg tager imod jer, når I ankommer til Ærø efter den smukke sejltur
Fredag den 25.maj og sørger for, at I bliver godt indkvarteret og får en lækker middag i Ærøskøbing. Aftentur i Ærøskøbings stemningsfulde gader.
Lørdag den 26. maj: 4 timers malekursus med Michael Larsen og besøg i Marstal, hvor der er stævne for de klassiske gamle træskibe og stabelafløbning for Marstalskonnerten Bonavista efter Nationalmuseets restaurering.
Søndag den 27. maj: 4 timers malekursus med Michael Larsen og ”Åbne døre” hos øens kunstnere.
Mandag den 28. maj kan I se mere af øen, spille golf, nyde en wellness-behandling, male på egen hånd, eller hvad I ellers har lyst til inden færgen tager os tilbage til fastlandet.

Priser fra 2700 kr. pr. person i delt dobbeltværelse for 2 nætter og morgenmad i lækkert B&B incl. 2 x 4 timers malekursus, frokost, guide og transport på Ærø. Enkeltværelse og ekstra nat mod mindre tillæg. Kontakt mig om hvordan netop din tur skal se ud. Transport fra Sjælland og Fyn kan evt. arrangeres.

Venlig hilsen Helle Beckmann
Hellebeckmann@gmail.com
Mobil: 31 20 49 34
www.visitmydenmark.dk