Akvarellens skyggeside

Udsnit af huset i Nørregade i Ærøskøbing, hvor man kan fornemme, hvilket liv, der udspiller sig i skygger. Originalakvarellen hænger faktisk nu på en væg inde i huset - forhåbentlig ikke i skygge.

Skygger er noget af det, der driller mange akvarelmalere. Hvilken farve har skyggen? Ja, det kommer sandelig an på i hvilket lys, man ser den. Og det er ikke kun sagt i finurlighed, for er det sollys eller kunstlys? Og er der én eller flere lyskilder? Lys og skygge er helt fundamentale størrelser i akvarelmaleriet. Og svære at få styr på. Skyggen er der skrevet digre værker om, selv om det først for alvor var med impressionisterne i slutningen af 1800-tallet, at man fik øjnene op for det farveliv, der udspiller sig på livets skyggeside. Det eneste, man kan sige helt sikkert om skygger, er: sorte er de ikke. Som regel er det slagsskyggen, der er problemet. For selvskyggen eller egenskyggen, dvs. den skygge en genstand kaster på sig selv (den mørke del af en belyst genstand), er som regel nemmere at håndtere. De skygger, genstande kaster, er vigtige at få med, for de giver et billede form og liv, men det er naturligvis også dem, der er svære at få hold på. Det vigtigste i akvarel er ikke at male for dybt i valør, for man skal udnytte mediets transparente karakter, og det bedste råd er at øve sig så meget, at man til sidst kan lægge skyggen på hurtigt og i ét hug, så man bevarer gennemskinneligheden. Man kan bedre fedte lidt med farverne og prøve sig frem i selve genstanden, men skyggen skal helst males hastigt og i én omgang. Derved bliver den mest overbevisende. Når man først har observeret, om skyggen er varm eller kold, diffus eller skarp, betyder farverne mindre. Tempoet og sikkerheden i strøgene er det vigtigste.

Foto og akvarel

Dette motiv ville være svært at omsætte til akvarel. Men hvorfor også gøre det? 

Foto og akvarel hører uløseligt sammen. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan male uden at fotografere eller fotografere uden at male. Men ofte gør man begge dele. Jeg blev bekræftet i det, da en god, gammel ven, fotografen Per Valentin, for nylig gæstede Ærø Fotoklub for at fortælle om sit arbejde. Per Valentin er uddannet grafisk designer og forener sin store viden om layout og design med sin fotografiske kunnen og har fundet en niche som kunstfotograf. Han er formand for SDF (Selskabet For Dansk Fotografi), har vundet flere internationale priser for sit arbejde og har udgivet fotobogen Faces of Peru. Men tillige er Per Valentin en gammel elsker af akvarel, hvilket ikke fornægter sig i hans arbejdsform. Ofte planlægger han sine ekspressive fotos ved hjælp af storyboards, der til forveksling ligner de skitser, jeg ofte benytter, når jeg planlægger en akvarel. Mange af de grundlæggende principper for foto og akvarel (farvelære, komposition, design) er identiske, men pudsigt nok har vi begge filosoferet over de forskelle, der naturligvis også er. Per Valentin er qua sin passion for akvarellen altid meget bevidst om, at han nu tager et billede eller udtænker en komposition, der ikke vil egne sig til akvarelmediet, men vil gøre sig glimrende som fotokunst, mens jeg omvendt tager masser af billeder, hvor jeg ingen prætentioner har om billedets fotografiske kvalitet, men udelukkende ser på, om dette motiv eller dele af det ville fungere i en akvarel-sammenhæng. At jeg så også dyrker fotografiet i sig selv skyldes både, at jeg kan bruge mange af de opsparede fotoerfaringer i akvarellen og vice versa, og desuden at jeg nærer en stor kærlighed til fotografiet som selvstændig udtryksform. Såvel foto som akvarel er to herlige udtryksformer, hvor begrænsningen kun udtrykker sig i kunstnerens evner eller fantasi.


Man kan se mere fotokunst på pervalentin.com

Ærøs mange motiver

Ærø er sprængfyldt med gode akvarelmotiver. Her en lille appetitvækker til pinsens kursus.

Her er en lille smagsprøve på nogle af de motiver, du kan glæde dig til at se, hvis du skal med på pinsens akvarelkursus på Ærø. Danmark har utroligt mange smukke steder, der også er velegnede til akvarel - og så er Ærø alligevel noget helt særligt. Her er alle de motivtyper, du kan forestille dig - og de er alle sammen nærmest inden for gåafstand. Og så overlader vi for en stund ordet til poeten:

Ærø er ikke bare generøs, den er rent ud sagt ødsel, når det gælder naturskønhed. Selv efter at have boet her i flere år taber man pusten, hver gang Drejet ved Marstal byder en ind i øen. Eller når hvide sejl snitter sig ind i Møllegabet ved Dejrø, og cyklende sommergæster forsvinder hjem ad snoede veje som antændte silhuetter mod den lave aftensol langs strandene ved Vrå (fra forordet til Ærø i tanke og streg II).

Vejen til himlen

Udsnit af en akvarel fra Skovby på Ærø. Her er himlen malet til sidst, for det var helt afgørende, at  hovedmotivet kom ned i en dyb valør.

I et motiv, hvor billedet er domineret af et markant emne i for- eller mellemgrund, kan det være en god idé at vende maleprocessen helt om og male himlen til sidst. Som omtalt sidst vil man som regel starte en landskabs-akvarel eller et bymotiv bagfra - med himlen. Men ikke altid. Som vist her i et udsnit af et motiv fra Skovby på Ærø er det fine hus det helt centrale element, og desuden skulle det males i en så dyb valør, at det forekom indlysende at vente med himlen. Var man nu begyndt med himlen, havde hovedmotivet nemlig måttet indrette sig efter lysstyrken i himlen. Derudover er det altid langt nemmere at bedømme, hvor dybt man overhovedet skal male sin himmel, hvis man kan male i forhold til noget, der nu så at sige dikterer styrkeforholdet. Men det giver nogle andre udfordringer. Og her hjælper det at kende sine farvers egenskaber.
   Da himlen her er malet ind over nogle træer og bladmasser, der allerede "sad" på papiret, er det vigtigt på forhånd at vide, hvor meget pigmenterne vil løfte sig, for i dette tilfælde sidder de ikke mere fast end, at de kan fjernes helt med vand. Det er altså ét strøg, man har til rådighed - og vi taler om et af de helt lette, som når man stryger en kat over ryggen. Til gengæld har metoden den ekstra-gevinst, at strøget får løftet pigmenterne så tilpas meget, at det fint skaber en lille smule uskarphed og dermed en illusion af vindens bevægelse i løvet på sådan en flimrende sommerdag i Skovby. Der er således flere veje til et lykkeligt møde med himlen - og en af dem er altså ikke at skynde sig for meget med at komme derop.

Himlen må vente

Ofte vil man male himlen i en vådt-i-vådt lavering. Det kan være svært at styre farven i begyndelsen. Men med lidt øvelse kommer det hurtigt.

I en landskabs-akvarel vil man typisk starte med at male himlen. Himlen er det sted i en akvarel, hvor det helst ikke må gå galt, for her kan det være endog meget svært at foretage store rettelser bagefter. Det i sig selv er en udfordring. Samtidig skal himmelpartier helst have den transparente og luftige karakter, som er essensen i akvarel, men som jo naturligvis er særlig vigtig i forbindelse med himle.
   Ofte vil man "lægge himlen ned" med en vådt-i-vådt lavering. I en vådt-i-vådt lavering arbejder man på vådt papir og kommer med både vand og farve (mest farve), og det kan være vanskeligt at styre farven i begyndelsen. Men med nogen øvelse får man gradvist opbygget fornemmelsen af den rigtige mængde vand og farve i penslen, og man får hurtigt skærpet bevidstheden om, hvornår man skal sætte strøgene ind. Der kan være mange grunde til, at det alligevel ofte går galt. Måske forholder man sig for loyalt til forlægget, der suser alt for hurtigt forbi. Måske maler man for svagt, måske for kraftigt. Måske har man svært ved at kontrollere så stort et område af papiret, når farven flyder i alle retninger, og det hele er vådt. Uanset hvad er vi inde ved et af de mest spændingsfyldte momenter i akvarelmaling. Og mediets magi - når det lykkes. Oven i et vellykket himmelparti kommer så tilmed bonusgaven: på få koncentrerede minutter er man nu ofte færdig med en tredjedel af sit arbejde. Endelig kan man vende hele processen om, male alt andet, og lade himlen vente. Det gør vi så også her. Og ser nærmere på den proces næste gang.

Lav en akvarel på få minutter

Mal en akvarel på få minutter. Intet andet malemedie kan konkurrere med akvarellen, når det gælder om at formidle et umiddelbart indtryk.

Akvareller behøver ikke at tage lang tid at lave, selv om de ofte gør det. Denne akvarel fortæller en lille historie om aftenskyen, der blev helt lyserød i skæret fra solen, der var ved at gå ned. Den er malet på min lille arbejdsblok og er hastigt farvet ned uden nogen som helst fortegning. Alt i alt har det taget et kvarters tid at lave den. Akvarel er uovertruffen, når det gælder om at formidle den slags umiddelbare sanseindtryk. Og så er det god træning, og man har fået noget fra hånden. Uanset hvad husker jeg nu denne udsigt, dette indtryk, på en helt anden måde end jeg ville gøre, hvis jeg havde taget et foto. Intet indprenter sig så godt i hukommelsen som de ting, man selv har tegnet eller malet. Nu kan skitsen så tjene som forlæg for en stor akvarel, hvis jeg vælger at lave en sådan. Den overvejelse behøver ikke at tage lang tid. Men gør det ofte.

Forventningstid

En tyst morgenstemning i en svensk skov og en bagende varm sommerdag på Nordsjællandske marker. En akvarel fortæller altid en historie. Stor eller lille. Om noget flygtigt eller blivende.

Man ved aldrig, hvad der venter, og derfor har jeg på stort set alle mine rejser haft mit akvarelgrej med. I Amerika, i Australien, i Spanien, i Portugal, i Sverige, ja selv på Maldiverne har farveæsken været med. Det er ikke altid, jeg rent faktisk har fået malet, men det er helt sikkert, at hvis jeg lader grejet blive hjemme, får jeg lyst. To-tre gange har det medført, at jeg langt væk hjemmefra har måttet investere i alle de farver, jeg havde i forvejen og bare kunne have taget med. En gang var i Frankrig, i Provence, under researchen til en af mine romaner, hvor abstinenserne blev så store, at jeg opsøgte den lokale farvehandel og købte mig fattig i farver, pensler og papir. Herefter malede jeg så i øvrigt kun ganske lidt. Nu er det derfor en regel, at jeg altid medbringer en lille nødration – til brug eller for at afværge et helt unødvendigt overforbrug. Miseren i Frankrig førte så til gengæld til, at jeg for alvor fik øjnene op for Arches-papirets fortræffelige egenskaber, for naturligvis var Arches det eneste akvarelpapir, man førte på de kanter. Med tiden er Arches-papiret da også blevet mit foretrukne akvarelpapir, så noget godt kom der trods alt ud af den fjollede og overflødige investering. Men selv om jeg til enhver tid vil anbefale Arches-papiret, som er uhyre smidigt og slidstærkt og opfører sig nøjagtigt, som godt akvarelpapir skal, forsøger jeg alligevel at forblive nysgerrig og afprøver også andre fabrikanters papirer. Det skulle jo nødig ende sådan, at jeg på fremtidige rejser absolut ingen undskyldning har for at besøge den lokale farvehandel. Man ved jo aldrig, hvad der venter.