fredag den 16. januar 2015

Ærøs natur er et lille mesterværk

Kristeligt Dagblad kalder Ærøs Natur for "en vidunderlig stor bog".


Jeg havde knap nok skrevet, at der var rygter om flere gode nyheder, før Kristeligt Dagblad kom på gaden med disse smukke ord om Ærøs Natur:

"Michael Larsen har begået et lille mesterværk om fugleliv, dyr og blomster på Ærø i Det Sydfynske Øhav".

Herefter skal bare citeres fra anmeldelsen, som jeg endnu ikke har set i sin helhed, men jeg tænker, at med den start tager det næppe en helt anden drejning:

"De fleste kender sikkert Michael Larsen som forfatter til gennembrudsromanen "Uden sikker viden", efterfulgt af læsersucceserne "Slangen i Sydney" og "Femte sol brænder". Sidst har han skrevet de to store romaner om Georg Brandes og hans tid: "Den store tid. Aftenlandet" og "Stormen". Men nu viser det sig, at Michael Larsen, der er uddannet journalist og dertil en glimrende akvarelmaler, kan meget mere end det. Han er nemlig også intet mindre end en fremragende naturfotograf med en dertil hørende særdeles omfattende viden om ornitologi, flora og fauna, geografi og geologi. Og Michael Larsen har med brug af disse egenskaber begået et lille mesterværk - eller rettere en vidunderlig stor bog netop om fugleliv, dyr og blomster på det smukke Ærø i Det Sydfynske Øhav."
  
Herefter kan jeg desværre ikke tyde mere i den netbårne version af Kristeligt Dagblad. Men selvsagt har jeg nu også bare travlt med at få anskaffet et fysisk eksemplar af avisen. Og så bare lige: tusind tak for de smukke ord.

tirsdag den 13. januar 2015

Flot modtagelse af Ærøs Natur

Omslaget til den første bog om Ærøs natur.

Ærøs Natur lå under mange ærøske juletræer, og det glæder mig naturligvis meget. Men også uden for Ærø har der været stor interesse for bogen. Det skyldes sikkert ikke mindst de fine ord, bogen allerede har fået med på vejen.
   Natursitet Outsite.org roser bogen for at de velskrevne og levende skildringer og for at give et fint overblik over øens natur og skriver bl.a.: "Bogen gennemgår Ærøs forskellige biotoper og er illustreret med et væld af stemningsfulde billeder, og når man læser bogen, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at forfatteren er dybt betaget af øen og dens natur, der faktisk i sig selv rummer et helt lille miniunivers."
   Også fra naturguide.dk er der ros: "Michael Larsen har en entusiastisk tilgang til øens natur. Sproget er levende og fortællende - som at være på tur med en engageret naturvejleder. Og selv om man ikke umiddelbart har tilknytning til Ærø åbner teksten også op for generelle betragtninger og viden om dansk natur. Bogen kan derfor sagtens læses af andre end Ærøboere eller læsere med særlig interesse i Ærø. Bogen er tydeligvis unik som indgang til Ærøs natur og dyreliv, men også en informativ og læseværdig indgang til øriget Danmarks kystnære natur."
   Rygter vil vide, at der er flere pæne ord på vej. Indtil videre takker jeg bare og ønsker alle god fornøjelse med Ærøs Natur.

lørdag den 20. december 2014

Akvareludstilling i Spanien

"Bunden er nået" fra 2011. Købt af Øhavsmuseet til brug for udstillingen "Billeder af Øhavet".
Sammen med Birgitta Steen, Tove Møller-Iversen og Marianne Gross, deltager jeg næste år i en udstilling i Spanien. 98 kunstnere fra hele Europa deltager med hver en akvarel ved udstillingen i Llanca nær Barcelona, der løber i otte uger fra september. Det er en sælsom ring, der dermed sluttes for mig personligt. For symposiet indbefatter bl.a. en tur til Cadaqués, hvor den berømte Dali engang residerede. Som maleglad og kunstinteresseret dreng drev jeg mine forældre til vanvid, da jeg under en ferie fik dem overtalt til at forsøge at finde Salvador Dalis hus, der skulle ligge ved en lille bugt ved havet. Det viste sig at være netop i Cadaqués. Og det lykkedes rent faktisk at finde stedet og huset med de sære ægformede spir og tårne. Det blev en fantastisk og helt uforglemmelig eftermiddag - som også mine forældre bagefter satte pris på - i det solsøvnige fiskerleje, hvor Dalis kone, Gala, sad på stranden og røgtede garn, da vi som nærmest de eneste mennesker ud over hende besøgte det idylliske sted med den lille strand og fiskerbådene.

Maleopgaven bliver nu også noget af en udfordring. Jeg er lidt rusten efter nærmest udelukkende at have skrevet og fotograferet i et år (Mordet på øen og Ærøs natur), og her skal der males i 50x70 cm., som er noget over den størrelse, jeg plejer at male i. Nå, det går jo nok. Og uanset hvad bliver det herligt at komme i gang med penslerne igen.

søndag den 14. december 2014

Ærøs fantastiske natur

Her er en lille appetitvækker til Ærøs fantastiske natur. Eller som Jesper Fårekylling ville sige: et julekort fra mine venner. Ærøs natur er blevet helt overstrømmende godt modtaget både på og uden for Ærø. Jeg takker mange gange. Det giver virkelig mod på mere.


fredag den 12. december 2014

Ærøs spændende smådyrsverden


Ærøs smukke og spændende insekter kan man læse meget mere om i bogen.

Den smukke Løbebille, Stor guldløber, lever i Danmark formentlig kun i Voderup Klint på Ærø. Men guldløberen er ikke den eneste sjældenhed, øen huser. De færreste er nok nogensinde stødt på duehalen, Nordens kolibri, som man kan være heldig at opleve på Ærø, ligesom fugleedderkoppen, nordlig fugleedderkop (eller tapetseredderkoppen), hvepseedderkoppen og oliebiller med lidt held og en god guide kan findes på øen. Du kan læse meget mere om Ærøs sjældne skabninger i Ærøs natur. Her er der også anvisninger på, hvor og hvornår man selv kan gå på opdagelse efter de sjældne arter.

I morgen, lørdag, signerer jeg bøger i Ærø Boghandel i Marstal mellem 13.00-14.30. Er man på øen, er man naturligvis meget velkommen til at kigge forbi. Også hvis man allerede har købt, men godt vil have bogen signeret.

mandag den 24. november 2014

Ærøs natur helt i særklasse

Mosehornuglen er den eneste ugle, der jager ved højlys dag.
Ærøs natur er ret enestående. Både fordi den rummer mange sjældenheder, men også fordi man her har chancen for at komme endog meget tæt på den. Øen, der overrasker mange ved sit imponerende bakkeland, mange overdrev og uspolerede strandenge, er selv ikke i sommerperioden overrendt, så man har virkelig alle muligheder for naturoplevelser i den helt tunge klasse. Mosehornuglen er en af de store og karismatiske rovfugle, man har chancen for at opleve på øen. Og forholder man sig nogenlunde roligt i landskabet, får man en oplevelse for livet, når man har studeret dens jagt over marker og enge.
   De, der maler, ved, at Ærø ikke alene er generøs, hvad angår variationen i egnede motiver, den er rent ud sagt ødsel. For den passionerede landskabsmaler er der motiver til et langt liv - og mere til. Men dyr, som jeg personligt ikke har malet mange af før nu, er også en skæg udfordring. Du kan læse meget mere om de vilde dyr og fuglene og øens fantastiske natur i Ærøs natur, der udkommer 29. november.

fredag den 21. november 2014

Akvarelmalere elsker naturen

Man kommer ikke udenom det: som akvarelmaler er der intet andet sted, man hellere vil være end ude i naturen. På mine mange inspirationsture rundt i Ærøs fantastiske landskaber har jeg altid haft kameraet med. Og det har nu resulteret i en hel bog om Ærøs natur, som i virkeligheden blev til en lang opdagelsesrejse og tillige en kæmpe oplevelse. For jo mere det stod klart, at dette rent faktisk skulle blive til en bog, der skulle udgives, desto mere stod det også klart, hvor tidskrævende projektet ville blive. Man kan læse mere om projektet her. Ønsker man at købe bogen, kan man gøre det her, i netbutikker eller i boghandlere landet over. Prisen er 299,- plus forsendelse. Rigtig god fornøjelse.

Billeder af henholdsvis for- og bagside på bogen.