Skonnerter og himmelske stier

70 smukke sejlskibe ankommer fra nær og fjern til Marstal for at fejre søsætningen af  skonnerten Bonavista. Næsten alt det gamle træværk er blevet udskiftet på skonnerten. Begivenheden på lørdag er så stor, at den ventes at tiltrække 5000 tilskuere.

Når skonnerten Bonavista søsættes i Marstal i pinsen, ventes der ifølge Fyns Amts Avis ikke færre end 5000 nysgerrige. Stabelafløbningen lørdag formiddag bliver således en af årets helt store begivenheder på Ærø. Allerede fredag ankommer 70 træskibe, da Træskibs Sammenslutningen netop i anledning af stabelafløbningen har henlagt det årlige pinsestævne til Marstal. Med så mange mennesker og så mange skibe bliver det med andre ord faktisk nok svært - men smukt for de heldige - at se den nyrestaurerede Bonavista i masteskoven for bare tæer, eller hvordan det nu er. For en dag forvandles Marstal til en bugnende fuld og førende søfartsby - næsten som i de gode, gamle dage for hundrede år siden, hvor Bonavista blev bygget, og hvor 261 handelsflåder og 132 kuttere lå og flettede fendere i den stolte gamle havneby.
   Det er samtidig det perfekte startskud for akvarelholdet, der skal til Ærø i pinsen. Og efter stabelafløbningen, der nok skulle kunne inspirere en kunstnerisk sjæl, sættes kursen mod Ærøskøbing og en mindst lige så herlig oplevelse. Vi skal nemlig som nogle af de første bese den nye - og færdige - Nevre-sti, der i fremtiden vil forbinde Ærøskøbing og Marstal på en fuldstændig vidunderlig måde. Det var det hemmelige sted, jeg omtalte sidst, og som jeg i weekenden har beskrevet i begejstrede vendinger i Fyns Amts Avis. Med ét har man - med held, dygtighed og gavmilde lodsejere - fået en overrumplende ny måde at opleve Ærø på. En frydefuldt anlagt kombineret cykel- og gangsti, dejligt snoet langs vandet, har nu skabt grundlag for at se øen i et helt nyt perspektiv og opdage helt nye landskaber og motiver, selv for motivmætte ærøboer. Og så fås det bare ikke skønnere end lige nu, hvor sejlene slår i vinden, hvor raps og syrener oser sig gule og blå, kastanjer står som tusindarmede kandelabre, og alle farver i det hele taget er på deres bedste, bristefærdige punkt. Dagen efter bliver det bestemt ikke dårligere, når vi fjerner os fra landskabsmotiverne (går de få meter) og tager ind i Ærøskøbing og koncentrerer os om bymotiverne. Ærøskøbing er selvsagt et sandt overflødighedshorn af gode motiver. Her underviser selv byen i, hvad vi skal lære undervejs: det vigtige i kunsten at begrænse sig. I en by som Ærøskøbing ville man snildt kunne tilbringe et helt liv som kunstner uden overhovedet at nærme sig bygrænsen. Der er husene, gavlene, skiltene, baggårdene, haverne, havnen, havet - man kunne blive ved og ved og ved. Og det bedste af det hele er: det er ikke en kulisse, man maler. Det er en levende by, hvor der bor og arbejder mennesker hver dag året rundt, og hvor den ene generation efter den anden nænsomt har passet og plejet denne lille danske juvel. Og til slut ser en nok så vigtig spiller ud til også at ville yde sit bidrag til en vellykket maleweekend: vejret. Som prognoserne ser ud lige nu, er det simpelt hen det perfekte malevejr. Og hvad kan man så ønske sig mere? Intet er så godt for et akvarelkursus, som når selv vejret "tegner" strålende.

Om at male i det fri

Man kan snildt lave fuldt gennemarbejdede akvareller, når man arbejder i det fri. Men man kan også som her arbejde mere skitseagtigt, hvor man først og fremmest bestræber sig på fange det umiddelbare indtryk. Det er god træning i at arbejde hurtigt og spontant.

Det er herligt at male i det fri. Og det er det, vi skal i pinsen på Ærø. Vi skal nok regne med små insekter og edderkopper, der afsætter flueben på papiret. Sådan er det at male i det fri. Og det er en del af charmen ved det. I morgen afslører jeg i Fyns Amts Avis (her har jeg en fast søndagsklumme sommeren over) hvor vi skal være den ene af dagene, for det er et sted, der nok er værd at skrive hjem om. Først skal vi lørdag formiddag alle se den store stabelafløbning i Marstal (mere om den, og det hemmelige sted naturligvis, i næste uge), og så bruger vi eftermiddagen på at male. Vi har bestræbt os på at blive et hold, der hverken er for lille eller for stort - ligesom øen. På den måde kan jeg helt sikkert nå rundt til hvert enkelt, så ingen skal forlade øen med ubesvarede spørgsmål. I hvert fald ikke hvad angår akvarelmaling. Men Helle Beckmann beder mig oplyse, at vi ikke er mere strikse med antallet, end at der altid kan klemmes en enkelt eller to mere med (det betyder bare, at jeg skal løbe hurtigere). Man kan henvende sig til Helle eller direkte til mig, hvis inspirationen pludselig er kommet over en.

   Det er et temperamentsspørgsmål, hvordan man bedst arbejder i det fri. Jeg foretrækker at male hurtigt og lave mange udkast, som jeg så kan arbejde videre på i mere forudsigelige omgivelser inden  døre. Men man kan sagtens male et færdigt og detaljeret billede under åben himmel. Vi ser på begge muligheder og gennemgår fordele og ulemper.

   Når man maler udendørs må det helst ikke blæse for meget. Det må ikke være for varmt og slet ikke for koldt. Der er mange ting, der skal gå op. Men lige nu ser det godt ud. For sådan her lyder den sidste prognose for pinsen fra DMI:

   "Der har været meget stor usikkerhed omkring vejret sidst i maj. Tidligere så det ud til, at det ville blive ustadigt. De seneste prognoser antyder dog, at vi godt kan gå hen og få en ganske pæn afslutning på maj med tørvejr og solskin. Det er dog ikke et entydigt signal, så det er endnu for tidligt at satse på en fuldstændig tør pinse, men muligheden er der."

   Så mens vi kan være helt sikre på at få besøg af nysgerrigt småkravl, der vil besigtige de kunstneriske udfoldelser på nært hold, ser det faktisk også ud til, at vi kan "regne" med sol og ingen overdrevne temperaturer, og så er det herligt at male i det fri. 

Et snapshot fra Ærø

Så dejlig tager Ærø sig ud lige nu. Der er noget at glæde sig til.

Ingen forventningsfulde feriegæster eller penselkløende akvarelkursister skal snydes for et syn af Ærø, som hun tager sig ud lige nu. Der er noget at glæde sig til. Intet overgår Ærø om foråret. Og der er mere. For som en anden stifinder har jeg været en tur i landskabet og fundet det helt perfekte malested til den ene af kursusdagene. Jeg kan af flere grunde ikke sige mere for nærværende - kun kan jeg røbe, at det drejer sig om et sted, som nærmest ingen ærøboer kender. Endnu. Lyder det spændende? Det håber jeg. For det er det. Man kan roligt skrue forventningerne op og spidse blyanten. Og holde vejret. Og håbe, vejret holder.

Farvernes forunderlige verden

Det kan være en god øvelse at pålægge sig selv den begrænsning kun  at arbejde med én eller meget få farver.

Det er utroligt så meget, farver betyder for stemningen i en akvarel. Monokrome akvareller er en rigtig god øvelse. Ikke alene lærer det en at tænke i valør, det får også ens øjne op for, hvor meget der sker med stemningen og situationen, når man reducerer paletten til en eller få farver og dermed giver billedet et bestemt farveskær. Det får også ens øjne op for de enkelte farvers indlejrede valører, som faktisk kan være uhyre svære at bestemme, men som omvendt er meget vigtige at kende. Det letter ikke så lidt på stemningen, når man også får hold på den side af akvarellen.

Ærø er klar til pinsen

Her er oversigten over de kunstnere, der holder åbent i pinsen. Bemærk, at vores akvarelhold naturligvis ikke holder åbent, men er ude i det åbne. Vi håber, vejret holder, så vi kan sætte os foran udsigter som den, jeg her har malet til plakatforsiden.

Jeg har bidraget med årets plakatmotiv og satser stærkt, at det er sådanne naturmotiver, vi skal ud og finde, når akvarelholdet ankommer i pinsen. Det forestiller et af de mange skønne steder på Ærø: Borgnæs nakke. Stedet ligger cirka midtvejs på øen med udsigt til Drejø og Sydfyn, der her gemmer sig lidt i disen. Lige nu er det ikke korn men raps, der flyder som gul lava nedad skråningerne. Et fuldstændig overdådigt syn med havet i baggrunden. Som fritidssejler kan jeg fremhæve havet ud for nakken, for der går jollens fishfinder altid amok over de mange fisk, der står i de kolde strømme. Rådyr, harer og fasaner flokkes på denne egn, der ligger i umiddelbar tilknytning til et af øens få skovlignende områder. Og oven over det hele kredser i øjeblikket rørhøge og musvåger på deres ture op og ned langs kysten. Det er det gode ved øen (noget af det): der er oplevelses-garanti ved alle udflugter.

Akvarellens skyggeside

Udsnit af huset i Nørregade i Ærøskøbing, hvor man kan fornemme, hvilket liv, der udspiller sig i skygger. Originalakvarellen hænger faktisk nu på en væg inde i huset - forhåbentlig ikke i skygge.

Skygger er noget af det, der driller mange akvarelmalere. Hvilken farve har skyggen? Ja, det kommer sandelig an på i hvilket lys, man ser den. Og det er ikke kun sagt i finurlighed, for er det sollys eller kunstlys? Og er der én eller flere lyskilder? Lys og skygge er helt fundamentale størrelser i akvarelmaleriet. Og svære at få styr på. Skyggen er der skrevet digre værker om, selv om det først for alvor var med impressionisterne i slutningen af 1800-tallet, at man fik øjnene op for det farveliv, der udspiller sig på livets skyggeside. Det eneste, man kan sige helt sikkert om skygger, er: sorte er de ikke. Som regel er det slagsskyggen, der er problemet. For selvskyggen eller egenskyggen, dvs. den skygge en genstand kaster på sig selv (den mørke del af en belyst genstand), er som regel nemmere at håndtere. De skygger, genstande kaster, er vigtige at få med, for de giver et billede form og liv, men det er naturligvis også dem, der er svære at få hold på. Det vigtigste i akvarel er ikke at male for dybt i valør, for man skal udnytte mediets transparente karakter, og det bedste råd er at øve sig så meget, at man til sidst kan lægge skyggen på hurtigt og i ét hug, så man bevarer gennemskinneligheden. Man kan bedre fedte lidt med farverne og prøve sig frem i selve genstanden, men skyggen skal helst males hastigt og i én omgang. Derved bliver den mest overbevisende. Når man først har observeret, om skyggen er varm eller kold, diffus eller skarp, betyder farverne mindre. Tempoet og sikkerheden i strøgene er det vigtigste.

Foto og akvarel

Dette motiv ville være svært at omsætte til akvarel. Men hvorfor også gøre det? 

Foto og akvarel hører uløseligt sammen. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan male uden at fotografere eller fotografere uden at male. Men ofte gør man begge dele. Jeg blev bekræftet i det, da en god, gammel ven, fotografen Per Valentin, for nylig gæstede Ærø Fotoklub for at fortælle om sit arbejde. Per Valentin er uddannet grafisk designer og forener sin store viden om layout og design med sin fotografiske kunnen og har fundet en niche som kunstfotograf. Han er formand for SDF (Selskabet For Dansk Fotografi), har vundet flere internationale priser for sit arbejde og har udgivet fotobogen Faces of Peru. Men tillige er Per Valentin en gammel elsker af akvarel, hvilket ikke fornægter sig i hans arbejdsform. Ofte planlægger han sine ekspressive fotos ved hjælp af storyboards, der til forveksling ligner de skitser, jeg ofte benytter, når jeg planlægger en akvarel. Mange af de grundlæggende principper for foto og akvarel (farvelære, komposition, design) er identiske, men pudsigt nok har vi begge filosoferet over de forskelle, der naturligvis også er. Per Valentin er qua sin passion for akvarellen altid meget bevidst om, at han nu tager et billede eller udtænker en komposition, der ikke vil egne sig til akvarelmediet, men vil gøre sig glimrende som fotokunst, mens jeg omvendt tager masser af billeder, hvor jeg ingen prætentioner har om billedets fotografiske kvalitet, men udelukkende ser på, om dette motiv eller dele af det ville fungere i en akvarel-sammenhæng. At jeg så også dyrker fotografiet i sig selv skyldes både, at jeg kan bruge mange af de opsparede fotoerfaringer i akvarellen og vice versa, og desuden at jeg nærer en stor kærlighed til fotografiet som selvstændig udtryksform. Såvel foto som akvarel er to herlige udtryksformer, hvor begrænsningen kun udtrykker sig i kunstnerens evner eller fantasi.


Man kan se mere fotokunst på pervalentin.com