Pas på dine farver

Gennem årene får man sikkert købt en del forskellige farver, som man enten ikke bruger eller ikke bruger nok. Nogle af dem finder måske deres faste plads i farveæsken, mens andre lever en mere hvileløs tilværelse. De, der kun opnår en tilværelse på 'tålt ophold', bliver nemlig underligt hjemløse. Selv om man har flere forskellige paletter kørende, er der måske ikke plads til dem i æskerne. Og hvis ikke der er plads i æskerne, hvor skal de så være? De bliver måske lagt frit fremme, udsat for luft og sollys, og da de sjældent eller aldrig er i brug, tørrer de ud. Det kan betyde, at de kan miste intensitet, og at det bliver besværligt at suge farve op fra farvebrikken.

Her er to eksempler på gamle viridian-farver (W&N), der ikke har været behandlet så pænt. Der må tages alle mulige forbehold for usikre parametre. Bl.a. udskifter farveproducenterne fra tid til anden deres farvekort, og visse farver kan endog helt udgå. Senere - og gentagne - prøver med disse to brikker viste langt mindre forskelle end på billedet, så her må der også tages et forbehold for, at en af dem har været "forurenet" af en anden farve. Princippet gælder dog: opbevar farverne mørkt og forsøg at holde dem en smule fugtige, hvis de ikke bruges jævnligt. En frisk farveprøve, afsat med en helt ny virdian, afslører, at farverne har tabt intensitet.

   De fleste anerkendte mærker holder i mange, mange år. Og der bliver taget højde for netop nedbrydningen i farvefremstillingen. Så man skal ikke gå i panik. Man skal virkelig mishandle sine farver for at gøre dem helt uanvendelige. Men hvis man har en oplevelse af, at gamle farver har tabt noget af pusten (farveintensitet) eller ikke så let frigør sig fra brikken, kan den dårlige pleje altså være årsagen. Brikfarver udsættes - modsat farve i tuber - for både lys og luft. I en lukket palette/farveboks vil farverne under normale omstændigheder holde sig fugtige i tre-fire dage efter brug. Derefter begynder de at tørre ud. Hvis man ikke hele tiden har farverne i brug (og med det menes der hver dag), kan det derfor være en god idé fra tid til anden (ca. en gang om ugen) at fugte farverne en smule. Man kan enten give paletten et brus fra en vandforstøver (de skal ikke svømme i vand) og lukke låget, eller man kan fugte en lille svamp og lægge den ned sammen med farverne i æsken. Fugten fra svampen vil opretholde en for farver behagelig luftfugtighed. Sollys og luft er farvernes værste fjende. Dette gælder naturligvis også, når farverne er kommet ned på papiret.

Ferie i farver

Så er sommeren så småt ved at være forbi. For mit vedkommende blev det til en masse akvareller og et ganske interessant gensyn med St. Petersburg-farverne, som jeg har afprøvet på ny. Det vil jeg skrive mere udførligt om senere. Det blev også et mindre fornøjeligt gensyn med farvebrikker, der er blevet købt engang og siden har ligget og samlet støv. Det fik mig til at tænke på, at det nok er de færreste, der ved, hvordan de skal opbevare deres farver, hvis de ikke bliver brugt i et stykke tid. De færreste af os har tiden til eller muligheden for at motionere farverne hele tiden, og så er det godt at vide, hvad man kan gøre for at beskytte dem, så de er klar til brug, når tiden kommer. Det er ganske nyttig viden. For selv om man nok intuitivt tænker, at en farveblok holder for evigt, så er det bestemt ikke tilfældet. Disse ting og meget andet vil komme dryssende hen over efteråret her på bloggen. Vi er nødt til at starte i det små. For lige nu i skrivende stund er det faktisk stadig sommer - og meget, meget varmt.

Og så kan det naturligvis anbefales at holde sig orienteret om efterårets kurser andetsteds på bloggen.

Akvarel - et nummer for meget

Helle Beckmann modtager allerede mange henvendelser om akvarelkurset i september. Og det tyder jo på, at folk ringer til det rigtige nummer. Alligevel beder Helle mig lige understrege, at der kun er ét rigtigt telefonnummer, selv om der optræder to i det udsendte materiale. Hvis man vil være sikker på at få fat på Helle Beckmann, skal man altså ringe til: 31 20 49 34.
   Priser og program fremgår af tidligere blogindlæg her på siden, men måske skal man også understrege, at prisen for ærøboer jo er særlig fordelagtig. Det er faktisk noget, der minder om halv pris, da herboende jo ikke har brug for anden overnatning end den normale. For min egen part vil jeg gerne lægge hovedet på "bloggen" og love et rigtig spændende kursus. Vi finpudser detaljer helt frem til kursus-start, så folk kan tage herfra bogstavelig talt med ro i sindet. Og i hvert fald til en verden, der pludselig er fuld af helt nye farver. Læs mere om kurset i de tidligere blogindlæg.

Akvarel - Kursusprogram og priser

Nyt akvarelkursus i september

Akvarel - det gør man i ferien

Sommeren er kommet. Landsvalerne dykker lavt over markerne og svirrer omking gården  i store flokke.  Lige uden for vinduet forsøger de uerfarne unger at komme ind ad mit vindue, der står på klem. Der er bogstavelig talt fugle på taget. De er åbenbart ikke tilfredse med staldene mere.

Så er Akvarellen sommerferieklar. Der er foretaget et par ændringer her på siden på det sidste. Men først skal jeg lige gøre opmærksom på et par ting, som folk har spurgt om. Hvordan kommenterer man? Hvordan kan man sende mig elektronisk post?
   Man kan altid kommentere de enkelte indlæg ved - lidt bagvendt - at trykke på "ingen kommentarer-feltet" under hvert indlæg. Så får man adgang til en tekstboks, hvor man kan kommentere, stille spørgsmål eller dele nyttige erfaringer. Man kan også kontakte mig direkte ved at klikke på profilen. Vupti, så skulle mail-feltet gerne komme frem, så man kan sende mails. Da der efterhånden ligger en del indlæg på siden, er der også tilføjet et søgefelt, hvor man kan søge efter gamle indlæg eller på stikord - så vidt jeg kan se, fungerer det ganske udmærket.

For mange, der maler akvarel, betyder ferier og fridage muligheder for at male. Jeg har også pakket feriekufferten med malergrej og fotoudstyr. Forhåbentlig bliver der noget at vise frem senere. Indtil da får I her en akvarel af gården på Ærø, hvor jeg maler alt andet end korn. Rigtig god sommer.

På gensyn i august

Michael Larsen

En klumme om kunst

Her i sommer har jeg en gang om ugen skrevet klummer for Fyns Amts Avis. 24 . juni handlede klummen om impressionismen. Den kan du nu læse her på siden.

Jeg har fået en masse fine reaktioner på sommerens (hvis det er det rette ord!?) klummer i Fyns Amts Avis fra folk, der har fulgt skriverierne tæt (og tak for dem), men også en del fra folk, der desværre ikke lige har adgang til avisen, men som alligevel har været nysgerrige på, hvad der dog står i "Ærøtanker med udsyn" (og tak for det). Da en af de sidst bragte klummer netop omhandlede kunst og akvarel, forekom det derfor nærliggende også at lægge den ud her på bloggen. Med den vil jeg også gerne henlede opmærksomheden på den kommende søndags-klumme, for den er nemlig skrevet på det bedste, en kunstner kan arbejde på: rå inspiration. Man fristes til at sige (og det vil man forstå, når man har læst den): ren ånd.
   God fornøjelse.

Virkeligheden – i virkeligheden

Af Michael Larsen, journalist, forfatter og billedkunstner

Få kunstretninger kan som impressionismen forvirre begreberne og få selv kyndige folk til at slynge om sig med anakronismer. Senest kan man i anledning af Ny Carlsberg Glyptoteks nye udstilling af franske impressionister på det ellers glimrende Videnskab.dk. læse, at impressionisterne vendte sig mod forgængerne og bevægede sig væk fra den virkelighedsnære realisme. Intet kunne være mere forkert. Impressionisterne, som herhjemme senere gav inspiration til Bondemalerne og Sigurd Swane, der også malede på Ærø, jagtede netop virkeligheden – alle andre steder end i de atelierer, hvor man før havde forsøgt at forestille sig den, og de vendte sig ikke mod forgængernes kunst, fordi den var for realistisk, men fordi den ikke var.

I pinsen – man fristes til at sige: i sommer – underviste jeg et hold akvarelkursister i og omkring Ærøskøbing. Her gjorde vi præcis, hvad impressionisterne gjorde: bevægede os ud i virkeligheden. Ikke for at gengive omgivelserne i farver de ikke har, eller for at kreere kunst, hvor beskueren selv skal fylde huller ud og digte med, som synes at være de kendetegn, de fleste forbinder med impressionismen. Vi gjorde det for at se. Der sker noget næsten guddommeligt, når man for første gang ”ser” i en kunstnerisk proces. Faktisk er det, som om en helt ny verden åbenbarer sig, selv om det bare er den samme i dens virkelige form. Mange husker måske Tor Nørretranders bog Mærk verden om nye hjerne-landvindinger og har måske også selv erfaret, at hjernen vitterligt konstruerer alting for os, så vi langt hen ad vejen faktisk lever i en virtuel virkelighed. Når man eksempelvis i et uopmærksomt øjeblik stikker noget i munden, som man har smagt før, vil man i et kort øjeblik få smagen af det, hjernen forventede og ikke smagen af det, man faktisk har stukket i munden. Først derefter kommer den virkelige smag. På samme måde ser vi verden omkring os til daglig. Vi ser den faktisk ikke. Kun forventningen om den. Det er præcis det modsatte, der sker, når man ”ser” i en kunstnerisk proces. Man ser for første gang tingene, som de virkelig ser ud, og ikke som man troede, de så ud.

Skygger er aldrig sorte, selv om det – også i dag – synes at være konventionen. Ting er ikke alene kendetegnet ved deres lokalfarve men ved lyset og det reflekterede lys fra omgivelserne, og øjet fokuserer ikke på alting på én gang, så man kan se hver en ribbe i hvert et blad. Det var det, Renoir, Gauguin, Van Gogh og Monet så. Og opdagelserne var epokegørende. Som Gyldendals Encyklopædi skriver, er impressionismen ”det naturefterlignende maleris historiske kulmination”, og impressionismen inddrog såmænd ikke beskueren som andet end vidne til de raffinerede lysvirkninger og den ekvilibristiske illusionskunst.

At impressionismen og fotografiapparatet fremkom samtidigt og gensidigt inspirerede hinanden er evident. Alle generationer kender The Kodak Moment. Øjeblikket. Ikke bunken af kedsommelige feriebilleder. Men det sjældne snapshot hvor vi genkender mere, end det vi ser. Det var ikke for at male idyller, at man malede refleksioner i vand, fabriksrøg i morgenlys og gadetableauer i Paris. Man forsøgte at beskrive situationer, hvor illusionen om virkelighed var størst. Lyset. The Kodak Moment. Ikke verdenen som forventning eller håb, men som den var. Med den filosofi, der nok kunne bruges i mange sammenhænge, kunne man håbe eller forvente, at netop impressionisterne snart blev beskrevet korrekt. Eller som maleren sagde: jeg ved ikke, hvad det ligner.